Det kan være livsfarligt at gå på isen på have og fjorde rundt omkring i landet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der selv har været ude og have fat i nogle unge, der risikerede både liv og lemmer.
- Der var nogle unge mennesker, der var ude på isen - jeg kan ikke huske hvor, men man skal virkelig ikke gå ud, før man ved, at det kan holde, siger vagtchef Stig Simonsen til tv2oj.dk.
Og om det kan holde ved man først, når isen er 'frigivet' af politiet.
På Twitter har Sydøstjyllands Politi derfor forsøgt at få bredt advarslen ud.
'Personer færdes på isen flere steder på fjorde og søer i kredsen. Det er livsfarligt, hvis der ikke er skilte med tilladelse', lyder det.