ACH opjusterer forventninger
AC Horsens præsenterer positivt halvårsregnskab
AC Horsens har præsenteret regnskab for første halvår af 2015, som viser et resultat før skat på minus 1,8 million kroner.
Det er en klar fremgang, når man sammenligner med første halvår af 2014, hvor klubben havde et minus 4,7 millioner kroner før skat.
- Vi må jo sige, at vi har været igennem en meget hård tid. Vi skulle vende underskud til driftsmæssig balance, og for at sige det lige ud skulle vi redde klubben, siger bestyrelsesformand Ole Simonsen til tv2oj.dk.
- Det ser nu ud til, at alle de initiativer, vi har taget på den økonomiske front, er lykkedes. Vi kan begynde at bygge klubben op sten for sten, fortsætter han.
Faldende indtægter
Omsætningen er faldet fra 14,8 millioner kroner til 11,2 millioner kroner i forhold til samme periode året før. Det skyldes blandt andet faldende TV-indtægter på godt to millioner.
Klubben er gået fra at være Superliga-nedrykker, hvor man som førsteårs nedrykker er delvis dækket ind af TV-aftalens paraplyordning, til at spille anden sæson i 1. division.
Samtidig er sponsorindtægterne er faldet med 0,8 millioner kroner.
Til gengæld er personaleomkostningerne faldet på grund af afskedigelser i administrationen og ledelsen samt en reduktion i spillerbudgettet.
- Vi har solgt massivt ud af vores spillertrup, og vi er nu ved at bygge en helt ny trup op, siger Ole Simonsen.
Opjusterer forventninger
Klubben havde forventet et samlet resultat ved årets udgang på et rundt nul, men nu opjusterer man forventningerne til et forventet overskud på en til halvanden millioner kroner før skat.
- Det er selvfølgelig positivt, at vi kan ud af året med et positivt resultat, og det er også derfor, vi opjusterer, siger Ole Simonsen.
Bestyrelsesformanden håber, at klubben med økonomisk stabilitet også kan få vendt de sportslige resultater. Holdet står med tre nederlag på cv'et efter sæsonens første tre kampe i 1. division, men det svækker ikke Ole Simonsens tillid til cheftræner Bo Henriksen.