AC-spiller håber på comeback
Har på grund af en skadet akillessene ikke spillet siden august 2013
AC Horsens-krumtappen Morten "Molle" Rasmussen har grundet en skadet akillessene ikke spillet en turneringskamp siden august 2013. Men nu nærmer comebacket sig.
- De begynder stille og roligt at lysne, synes jeg. Jeg har været ude rigtig længe, men har været med i en del af opstarten her (i vinterpausen, red.), og så har jeg desværre kæmpet en lille smule med nogle følgeskader og forstrækninger og sådan noget, men det begynder at ligne noget igen nu, siger Morten Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 29-årige forsvarsspiller har fået spilletid i flere af vinterpausens testkampene. Nu håber han så at kunne gøre endeligt comeback til turneringsfodbold, når FC Roskilde kommer på besøg i forårspremieren på søndag.
- Nu håber jeg at indgå i træningen så hurtigt som muligt i denne her uge, og så håber jeg, at jeg allerede er i spil til på søndag, siger Morten Rasmussen, der dog trænede for sig selv ved mandagens træning.
AC Horsens valgte i januar at forlænge den tidligere Brøndby-spillers kontrakt frem til sommer trods den lang varige skade. Hvis ikke "Molle" havde fået forlænget kontrakten, var han muligvis ikke længere professionel fodboldspiller.
- Havde klubben ikke vist mig den tillid, og havde de ikke givet mig en ny aftale, så havde jeg for det første ikke stået her, og om jeg stadig havde haft fodboldstøvler på, det er jeg tvivlsom overfor, siger han.
Morten "Molle" Rasmuseen har været i AC Horsens siden 2008.
I videoen øverst på siden kan du se interviewet, hvor Morten "Molle" Rasmussen fortæller om sit skadesforløb.