AC Horsens: Vi stod og sov
Chancer og spil burde have givet andet resulat
Fire FC Midtjylland-mål efter fire dødbolde. Det kræver ikke nogen doktorgrad i fodbold at sætte fingeren på, hvorfor Horsens tabte superligaopgøret mod FC Midtjylland med 1-4. Og træner Johnny Mølbys analyse er da også soleklar efter nederlaget.
- Vi gav fire mål væk efter standardsituationer, og så er det svært at vinde derude, siger han til TV2 Sport.
Heller ikke anfører Niels Lodberg var tilfreds med, at han og holdkammeraterne svigtede i de afgørende situationer.
- Vi stod og sov, og pludselig var vi bagud. Jeg vil ikke stå og pege folk ud, men der var et par returbolde, som de fik lov at sparke ind, og det skal vi forhindre, siger Lodberg til tv-stationen.
Målfordelingen var derfor heller ikke retvisende for styrkeforholdet mellem de to hold, mener Martin Spelmann.
- Det er fuldstændigt forkert resultat, når man kigger på chancer og spil, men vi sov i timen, og det scorede de på, siger han.
Afbudsramte midtjyder
Det var et afbudsramt FC Midtjylland-hold, der vandt mandagens hjemmekamp i Superligaen over Horsens.
Derfor kommer de klare cifre 4-1 også en lille smule bag på FCM-træner Glen Riddersholm.
- Vi var presset på forhånd med mange skader. Det var en hård kamp, men stor cadeau til de unge gutter, der krigede den hjem, siger han til TV2 Sport.
Spillere som Jakob Poulsen, Jonas Borring, Tim Jansson og Sylvester Igboun kiggede på, mens holdkammeraterne hev de tre point hjem.
Og mens nogle af dem givetvis vender tilbage i den kommende weekend, hvor midtjyderne møder FCK i Parken, kan der være andre, der mangler til den kamp.
Udgik med skader undervejs
Både Kristian Bak Nielsen og Mads Albæk udgik med skader undervejs, og træner Riddersholm ved ikke, om de bliver klar til weekenden, hvor FCM skal forsøge at spille sig tættere på ligaens top-to.
- Kan vi spille med den passion, vi har i dag, er vi et godt bud på et hold i toppen. Men jeg har ingen status på de spillere, der udgik. Vi må se, hvad vi har at skyde med på søndag, siger han.
Kristian Bak måtte lade sig udskifte på grund af problemer med en sene under foden, mens Mads Albæk fik revet skulderen af led efter en nærkamp med Horsens' Henrik Toft.