AC Horsens ser muligheder
Selvom de er underdogs, er de optimistiske
AC Horsens og FC MIdtjylland er begge underdogs i deres respektive Europa League-kampe. Men begge hold skimter muligheden for at overraske.
Både AC Horsens og FC MIdtjylland støder torsdag aften på hård modstand i de afgørende hjemmekampe om at sikre sig adgang til gruppespillet i Europa League.
Midtjyderne skal op mod schweiziske Young Boys, mens AC Horsens er værter for den portugisiske storklub Sporting Lissabon.
I Horsens er der ikke tvivl om rollefordelingen i torsdagens kamp.
- Selvfølgelig er Sporting storfavoritter, fortæller træner Johnny Mølby.
- De har gode spillere på alle positioner. Men specielt en offensiv type som kantspilleren Diego Capel, der har spillet på det spanske landshold. Han er rigtig dygtig.
- Og på den anden fløj har de André Carrillo, som også er en rigtig god individualist, som vi skal have styr på, vurderer Horsens-træneren.
Horsens ser muligheder
Men Johnny Mølby ser muligheder for AC Horsens i opgøret.
Det er et offensivt hold, vi skal spille mod, og det er helt sikkert, at de bringer mange folk med frem.
Så der vil vi have nogle muligheder i de omstillinger, der opstår, når vi erobrer bolden. Det bliver afgørende, hvordan vi behandler bolden, når vi har den, fortæller Mølby.
AC Horsens spiller altså imod Sporting Lissabon torsdag aften kl. 21.