AC Horsens på tredjepladsen
Det lugter en smule af bronze efter hjemmesejr
AC Horsens rykker op på Superligaens tredjeplads efter en hjemmesejr på 2-1 over HB Køge i forårspremieren.
Martin Retov og Martin Spelmann scorede for værterne, mens Nikolaj Madsen reducerede for Køge i en hektisk slutfase.
Horsens har i vinterpausen solgt Superligaens topscorer Gilberto Macena, og træner Johnny Mølby kunne godt have brugt ham søndag, hvor manglende skarphed var tæt på at koste point.
Hans afløser, Johan Absalonsen, der er lejet i FC København, leverede en lovende debut og var en evig trussel. Men præcisionen fejlede for det meste for Absalonsen.
Placerede frispark ved stolpen
Efter en masse store chancer kom scoringen til Horsens omsider, da Martin Retov midtvejs i anden halvleg placerede et frispark ude ved stolpen til 1-0.
Føringsmålet blev senere fulgt op af Martin Spelmann, der bare skulle sætte foden på bolden for at gøre det til 2-0, efter at Johan Absalonsen havde lavet alt forarbejdet.
HB Køge var ikke oppe i samme omdrejninger som værterne, og generelt havde gæsterne i perioder svært ved at komme op i modstandernes straffesparkfelt og true målet.
Reducering livede kampen op
Efter en lille times spil var Fabinho tæt på, da han brugte Marcel Rømer som bande og fik afsluttet på stolpen fra en spids vinkel.
Fire minutter før slutfløjt livede kampen dog op, da Nikolaj Madsen reducerede til 1-2 for HB Køge, og satte gang i en forrygende afslutning, hvor gæsterne med lidt held kunne have taget et point med hjem.
AC Horsens overhaler AGF og FC Midtjylland i toppen af tabellen, mens HB Køge indtager Superligaens sidsteplads med syv point.
1-0 Martin Retov (66.)
2-0 Martin Spelmann (83.)
2-1 Nicolaj Madsen (86.)
Tilskuere: 3.710