AC Horsens meldt til politiet
Overtrådte regler som aktieselskab
Superligaklubben AC Horsens overtrådte reglerne om som aktieselskab hurtigst muligt at offentliggøre intern viden. Nu har Finanstilsynet meldt AC Horsens til politiet.
Ved generalforsamlingen i AC Horsens 12. april 2012 valgte selskabets formand og et menigt bestyrelsesmedlem at træde ud af bestyrelsen.
Disse oplysninger blev først udsendt sammen med et referat fra generalforsamlingen den efterfølgende dag kl. 9.40, og det har Finanstilsynet vurderet som så grov en overtrædelse af reglerne, at man har politianmeldt selskabet bag det østjyske fodboldhold.
- Vi beklager afgørelsen og afventer herefter politiets stillingtagen til sagen, lyder det fra Ole Simonsen, der er bestyrelsesformand for Fodboldalliancen AC Horsens A/S.