30.000 billetter til AC/DC flået væk
Efter næsten en uge i kø kunne fans af AC/DC endelig købe deres billetter til heavy metal-bandets koncert i Horsens.
Billetsalget åbnede i formiddags klokken 10. Billetterne blev solgt på internettet og fra de mange Fona-butikker rundt omkring i landet.
I Horsens havde mange også taget opstilling foran Forum Horsens, hvorfra der også blev solgt billetter til koncerten med AC/DC.
Da billetsalget åbnede, havde flere ivrige koncertgængere allerede ligget i kø på gaden i en hel arbejdsuge for at sikre sig en billet til sommerens koncert med det australske veteranband.
- Det er en kæmpe oplevelse. Det er en barnedrøm. Jeg hørte ikke andet, dengang jeg gik i skole, og nu kommer de til Horsens. Det skal jeg bare opleve, fortalte Leif Kofoed til TV 2 | ØSTJYLLAND, mens han ventede på, at billetsalget blev skudt i gang.
AC/DC spiller den 5. juni på fodboldstadionet Casa Arena i Horsens. Der er plads til 30.000 tilskuere ved koncerten.