21,9 mio. til Fængselsmuseet
Leder af Fængselsmuseet vil nu skabe verdens bedste fængselsmuseum
Nordea-Fonden giver 21.887.000 kroner til Fængselsmuseet i Horsens. Penge, der ifølge leder af museet Anne Bjerrekær, skal bruges til at skabe verdens bedste fængselsmuseum.
- Det er så stort. Det er stort for Fængselsmuseet, og det er stort for Horsens, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er en fantastisk indsprøjtning. Det betyder, at vi kan gøre nogle ting, vi ellers ikke ville kunne. Med Fængselsmuseet er vi allerede kommet ind bag murene. Drømmen er nu at komme ind under huden på de mennesker, som har siddet her. På fangerne og de mennesker, der har arbejdet her. Det er de historier og de fortællinger, der skal ud til os allesammen.
Støtten fra Nordea-fonden skal anvendes til at gennemføre i alt fem projekter. Fire af projekterne gennemføres i 2016 og får fokus på brugerinddragelse og debat.
Det femte projekt, der skal stå klar i foråret 2017, er det største. Det 8,7 mio. kr. dyre delprojekt vil bestå af en fysisk og dokumentarisk rekonstruktion af Carl August Lorentzens 18 m lange flugttunnel fra hovedbygningens strafcelleafdeling ud under forgården og frem til inspektørens kartoffelkælder i forhuset.
Se et interview med Anne Bjerrekær i videoen øverst i artiklen.