Politiker om højhuse i Aarhus: En god ide, hvis vi tager et break
Der bliver bygget i et sjældent set højt tempo i Aarhus i disse år. Særligt i højden præger nye bygninger bybilledet
Det er ikke alle de nye byggerier i Aarhus, der er lige vellykkede, og det er en god idé, hvis man lige tager en pause og kigger op, inden stribevis af nye højhuse planlægges.
Det mener Ango Winther (S), medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.
Læs også
- Jeg har hørt vores stadsarkitekt (Stephen Willacy, red.) sige, at det godt kunne være, at det var en god idé lige at trække vejret roligt, inden vi kaster os ud i mere. Og det er jeg reelt enig med ham i. Jeg synes, at det kunne være en god idé, at vi lige tog et break og kiggede på det, der er blevet lavet i Aarhus inden for de seneste 10-15 år, siger Ango Winther.
Aarhus skyder i vejret
TV2 ØSTJYLLAND har de seneste dage sat fokus på Aarhus' udvikling - særligt i højden.
Ved årtusindskiftet stod der i det centrale Aarhus 12 højhuse. I 2028 vil der være 50 højhuse på mere end seks etager. Den store forandring er resultatet af byrådets plan om en såkaldt fortætning af byens mange nye borgere.
Så højt er et højhus
Domkirketårnet og Rådhustårnet tæller ikke med i TV2 ØSTJYLLANDs opgørelse over højhuse i det centrale Aarhus.
Aarhus er en by med vokseværk, og det anslås, at befolkningstallet årligt vil vokse med 5000 personer.
I stedet for at lade byen vokse ud over markerne mod nord, syd og vest har lokalpolitikerne besluttet at lade byen vokse i højden.
For gråt på Aarhus Ø
Det er blandt andet sket på den nye bydel Aarhus Ø. Og her er Ango Winther tilfreds med det meste af nybyggeriet - men ikke det hele.
Læs også
- Inden vi satte arbejdet med De Bynære Havnearealer i gang, brugte en masse tid på at lave det, vi kaldte en kvalitetshåndbog, som skulle være en guide til dem, der skulle bygge på havnen, så de kunne se, hvad det var, byrådet gerne ville have og en forventning om, hvordan det kom til at se. Men jeg må sige, at jeg er lidt skuffet over, at det ikke er alle bygherrer, der har kigget nok i den, siger Ango Winther og uddyber kritikken.
- Når jeg kigger på byggerierne på De Bynære Havnearealer, er der mange, som fremstår rimelig kedelige og grå, hvor man godt kunne ønske sig, at der var lidt mere spil og mere spræl i byggerierne, så det gav en kvalitet til Aarhus, så man også kan nyde udsigten, når man går rundt dernede, siger lokalpolitikeren, der også mener, at der er for mange bygninger på de nye havnearealer, der ligger for tæt.
Arkitekt med kritik af nye bygninger
TV2 ØSTJYLLAND tog forleden sammen med den garvede æstetiker Torben Nielsen, der er arkitekt og rektor på Arkitektskolen, på byvandring gennem Aarhus.
Med sig havde rektoren et kritisk blik på fem bygninger, der de seneste år er blevet bygget i Aarhus. Det er resultatet af en fejlslået politisk byplanlægning, mener han og efterlyser mere styring fra byens politiske system. De skal holde strammere snor i byggetilladelserne.
- Helt grundlæggende er der ikke nok byarkitektoniske krav til, hvilke værdier de nye bygninger skal bære. Det politiske system skulle gerne være den dirigent, som får alle de nye byggerier til at spille sammen i stedet for at tillade bygninger, der hver for sig forsøger at råbe højest, sagde Torben Nielsen i den forbindelse.
Læs også
De fem byggerier, han mener kunne være løst bedre, er Navitas på havnefronten, Bestsellers hovedkvarter ligeledes på havnefronten, Prismet ved Den Gamle By, Comwell-Aarhus City Tower ved Rutebilstationen og Ceresbyen ved Silkeborgvej.
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi - i en uvidenskabelig test - også spurgt vores brugere på Instagram, om de synes, at bygningerne er hot or not. Herunder kan du se resultaterne.
Utilfredshed af byggeri ved Ceresbyen
Ango Winther fortæller, at han heller ikke er tilfreds med løsningen på den markante bygning ved Ceresbyen, hvor nyt og gammelt er mikset sammen, som det ses på billedet herunder.
Ango Winther forklarer, at han i arbejdet med bevaringsplanen for Ceresbyen havde musikhuset i Hamborg, Elbphilharmonie, (se billede herunder), i tankerne.
- Her har de har lavet et fantastisk hus bygget oven på en gammel erhvervsvirksomhed. Jeg tænkte sådan en blanding mellem nyt og gammelt godt kan komme til at se fornuftigt og smart ud. Det vil jeg ikke sige, lige er det, vi har fået på Silkeborgvej ved den gamle Ceres-bygning, som vi bad om skulle bevares, og som nu er rammet ind med noget nyt omkring. Det kunne godt have været lavet bedre, siger Ango Winther.
Aarhusianerne skal vænne sig til byggeri i højden
Selvom han altså mener, at man lige bør tage en pause og kigge rundt, så man ikke hovedløst kaster sig ud i nye store byggeprojekter i Aarhus, bliver aarhusianerne nødt til at vænne sig til, at der bygges i højden, hvis man gerne vil vokse indbyggermæssigt.
- Det, tror jeg, man er. Aarhus vil gerne være en storby på mange områder med arrangementer og flotte ting omkring. Vi har skov og strand. Vi har det hele, og det er en herlig by, og derfor tror jeg også, at det er nødvendigt, at vi ikke bare inddrager mere og mere landbrugsjord, men også kigger på muligheden for at bygge lidt højere, siger den aarhusianske politiker.