Karinas far blev forgiftet på plejehjem og var tæt på at dø
Det har været hårdt for Karina Kristiansen og resten af familien at følge med i retten, hvor de genlever deres livs værste mareridt.
Det var en hård beslutning, da 76-årige Leif Jensens hustru gennem 50 år, Else Jensen, i februar sidste år måtte sande, at manden skulle på plejehjem.
Og det er kun blevet hårdere af, at han blot ti dage senere var tæt på at dø.
Men det er de barske realiteter, fordi Leif Jensen er en af fire ofre i den spektakulære plejehjemssag fra Plejecenter Tirsdalen i Randers.
Herfra sidder en 60-årige sosu-hjælper anklaget for et drab og syv drabsforsøg. To af sidstnævnte begået mod netop Leif Jensen.
TV2 Østjylland har lavet en podcast-serie om hele sagen. Der er netop udgivet et nyt afsnit. Hør det og de øvrige otte herunder:
'Frygteligt at høre det hele igen'
Under den usædvanlige retssag har Leif Jensens hustru og især den ene datter, Karina Kristiansen, siddet troligt på tilhørerpladserne og fulgt med.
Selvom det har været hårdt.
- Det er frygteligt at høre det hele igen i retten. Vi har fået lidt at vide, om hvad der skete med min far, men nu får vi det hele i detaljer. Vi hører, han havde fråde ud af munden og gispede efter vejret. Det er så svært og hårdt at høre på, fortæller Karina Kristiansen til TV2 Østjylland.
- Det er ens far, man hører beskrevet på den måde. Og så fra nogle dage, hvor vi var så tæt på at miste ham.
Kan ikke vække ham
For at forstå, hvorfor det er så hårdt for familien, der i retslokalet flere dage også har talt Karina Kristiansens søster Lisbeth Jørgensen, skal vi tilbage til slutningen af februar sidste år.
Helt præcist til den 27. februar om morgenen.
Det er her Leif Jensens hustru bliver ringet op med foruroligende nyt. Blot cirka ti dage efter manden var flyttet ind på Plejecenter Tirsdalen.
- Min mor bliver ringet op klokken 8.30, fordi personalet ikke har kunnet vække min far. Han er helt væk, og de har givet ham hjertemassage. Det ryster min mor at få den melding, siger Karina Kristiansen.
For moren har dagen forinden været på plejehjemmet til bankospil og andet hygge, hvor manden livligt har deltaget.
Anklagerne
Den 60-årige sosu-hjælper fra Plejecenter Tirsdalen er tiltalt for følgende:
1) Manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have dræbt en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.
2) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
3) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
4) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedhjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.
Anklagemyndigheden ønsker desuden at fratage kvinden retten til at virke som social- og sundhedshjælper.
Bliver kun værre
Men i løbet af natten er hans tilstand fuldstændigt skiftet.
- Det er ret alvorligt, og vi bliver alle bedt om at komme på sygehuset, hvor min far er kørt til med udrykning. Og her ligger han så helt væk og kigger tomt op i loftet. Han reagerer ikke på noget som helst. Hverken at vi trykker hans hånd eller aer ham på kinden.
I løbet af dagen bliver Leif Jensens tilstand kun værre.
I retten har et vidne fra hospitalet forklaret, at han har en døendes vejrtrækning, fordi der går op til 38 sekunder mellem udåndingerne, da det står allermest slemt til.
- Jeg sover ved min mor den nat, hvor vi egentlig bare venter på at blive ringet op, fordi vi skal sige endegyldigt farvel. Men det sker ikke, siger Karina Kristiansen.
Bliver udskrevet til plejehjemmet
Nej, for dagen efter har faren det pludselig meget bedre. Han kan sidde op og få lidt at spise, han kan kende familien og snakke med dem.
- I dag ved vi jo så godt, at det var, fordi han havde medicin i blodet, hvis virkning var ved at aftage. Men det anede vi intet om dengang, forklarer datteren.
Leif Jensen bliver derfor udskrevet dagen efter tilbage til plejehjemmet.
Men kort efter er han igen på sygehuset.
Den 3. marts bliver den 76-årige mand indlagt for anden gang. Med de samme symptomer som sidst. Denne gang dog i en mildere grad.
- Han fejlede nærmest ingenting, da han blev udskrevet, og så to dage efter er han på sygehuset igen. Nu begynder vi at tænke, at der er noget galt.
Fået taget en drugtest
Karina Kristiansens mor bliver her ringet op af plejehjemslederen Susanne Tvede, der kan informere hende om, at Leif Jensen desværre ikke er den eneste beboer fra plejehjemmet, der har været indlagt.
Tre andre med lignende symptomer har de samme dage været sendt fra plejehjemmet i Kristrup mod hospitalet.
- En læge kommer ind og fortæller os, at vores far har haft benzodiazepin i kroppen, det viser en drugtest. Og det selvom han slet ikke får den slags medicin.
Men Leif Jensen bliver igen udskrevet og kommer hjem til sin lejlighed på Plejecenter Tirsdalen.
Her får han og konen besøg af både politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Noget mistænkeligt og uforklarligt er sket.
Nødvendigt at være der
Og det fører os så frem til i dag, hvor familien har siddet med i Retslokale G ved Retten i Randers for at få genlevet det hele én gang til.
- Når det kommer tæt på, og det er min far, de taler om, så er det hårdt. Så er det svært at styre følelserne. Det tager jo en tilbage til den tid. Det er ikke sjovt at lytte til, fortæller Karina Kristiansen.
Familien synes dog, det er nødvendigt for dem at være der.
- Vi bruger retssagen til at bearbejde det hele. Vi får alle informationer og hører også om de andre beboere og deres pårørende. Det hjælper os meget, og vi snakker om, hvad vi har hørt bagefter.
Får nok aldrig alle svar
Men lige meget hvor mange informationer og svar, som familien får gennem retssagen, så er der to spørgsmål, som trænger sig på.
To spørgsmål som Karina Kristiansen ikke tror, de nogensinde får svar på.
- Hvorfor skulle det lige gå ud over vores far? Og hvordan ville han have haft det i dag, hvis ikke han havde været forgiftet?
I dag har Leif Jensen det nemlig ikke godt. Han er meget sengeliggende og har ondt i kroppen.
Han endte i første omgang på plejehjemmet på grund af en række blodpropper i hjernen, hvilket gør ham meget behovsstyret, og så er han endt i kørestol.
Måtte opgive at have ham hjemme
Derfor måtte konen til sidst opgive at passe ham selv.
Efter indlæggelserne er hans tilstand kun blevet ringere.
- Vi ved ikke, om noget af det hænger sammen med forgiftningerne. Måske har han ligget uden ilt i noget tid? Vi ved det ikke, og lægerne kan ikke sige noget om det, siger Karina Kristiansen.
- Og vi finder næppe heller nogensinde ud af, hvorfor det lige var min far, der endte med at være tæt på at dø af forgiftninger. Han havde kun været på plejehjemmet i kort tid, så hvem kunne have set sig sur på ham?
Leif Jensen havde under begge sine indlæggelser præparaterne baclofen og mirtazapin i blodet.
De er sammen med diazepam omdrejningspunktet for hele sagen.
Der ventes dom i sagen den 22. februar.