SIF-træner: Vigtigt at alle er tæt på holdet

Silkeborg IF har en smal trup, men det kan faktisk være en af grundene til, at nedturen blev vendt.

03:01

Otte af spillerne i Silkeborg IF's Superliga-trup har fået spilletid i alle af sæsonens 11 kampe. Sammen med AC Horsens er det tal det højeste blandt holdene i landets bedste række.

Det skyldes blandt andet den smalle trup, man har i det midtjyske.

- Vi er jo ikke så frygteligt mange spillere i vores trup. Altså vi er 16 A-spillere plus et par målmænd og så suppleret af nogle U-spillere, siger Peter Sørensen.

Læs også Bænkplads kan være godt for SIF-kant

Ifølge cheftræneren er den smalle trup med til at holde alle spillere skarpe.

- Det gør selvfølgelig, at der er færre, der ikke er tæt på holdet, og det betyder meget. Det betyder meget, at man ligger og er tæt på at skulle spille, selvom man ikke spiller, og at der er nogle på bænken, der er så skarpe, at når de kommer ind, så kan de gøre en positiv forskel. 

Fredag aften tager Silkeborg imod FC Nordsjælland i Superligaens 12. spillerunde. Hjemmeholdet har ikke tabt i de seneste fire kampe, hvoraf to er vundet. 

Læs også Hvordan laver man linjerne i græsset?

Men for at den stime kan udvides, forlanger Peter Sørensen ydmyghed inden opgøret mod Farum-klubben.

- Vi skal lade være med at tro, at det går af sig selv, selvom vi selvfølgelig skal bruge vores selvtillid til at komme videre, komme tilbage til niveau og fastholde det spil, som vi har kunnet, lyder det fra Peter Sørensen.

Kampen mod FC Nordsjælland begynder klokken 20:15 på Mascot Park.