SIF-træner Peter Sørensen: Superligaen er vigtigst
Superligaen har første prioritet i Silkeborg, men SIF-træner Peter Sørensen forventer en sejr over Skive i pokalturneringen onsdag
Onsdag aften klokken 19.00 gælder det pokalfodbold, når Silkeborg IF møder Skive.
Ifølge Silkeborg-træner Peter Sørensen stiller silkeborgenserne med et slagkraftigt hold, selvom modstanderen er fra landets næstbedste række.
- Vi stiller op for at vinde, og vi har de fleste klar, så vi behøver ikke at stille alt for svækket op, selvom vi har en kamp på lørdag, der selvfølgelig også er vigtig, siger Peter Sørensen, der formentlig laver et par ændringer i startopstillingen i forhold til 2-2-kampen mod FC Nordsjælland.
Læs også
- Det kan godt ske, at der er et par stykker, som ikke har startet inde i den seneste superligakamp, som er med, men vi stiller med en opstilling, som vi forventer, er stærk nok til at vinde, siger cheftræneren.
Efter en skidt start på tilværelsen i Superligaen har Silkeborg IF på det seneste fået bedre styr på spillet, og holdet har nu 11 point efter 12 runder.
- Så længe vi kan se, at der ikke er nogen direkte konflikt mellem Superligaen og en pokalrunde i forhold til, hvad vi kan klare, så prioriterer vi selvfølgelig at vinde de kampe i pokalturneringen, men i det store hele er Superligaen naturligvis vigtigere end pokalturneringen, siger Peter Sørensen.
Der er gratis entré til opgøret mellem Skive og Silkeborg onsdag aften, og kampen begynder klokken 19.00.
I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Peter Sørensen, og du kan også høre Robert Skovs syn på pokalturningen.