Randers FC's Ishak-afløser: Jeg er her for at score mål
Nikola Djurdjic er stødt til Randers FC-træningslejren i Tyrkiet
På transfervinduets sidste dag hentede Randers FC serberen Nikola Djurdjic, da klubbens topscorer Mikael Ishak var blevet solgt dagen forinden.
Og står det til den tidligere Bundesliga-angriber, vil han fortsætte, hvor svenskeren slap.
- Jeg er her for at score mål. Det er mit hovedfokus, siger Djurdjic, inden han sætter ord på sine styrker som fodboldspiller.
Læs også
- Jeg er en all-round angriber. Jeg kan bevæge mig meget på banen og spille begge veje. Jeg er meget aggressiv og jeg arbejder meget for holdet.
Nikola Djurdjic stødte til resten af truppen søndag aften, da Randers FC-bussen ankom til hotellet i Belek. Og selvom han altså ikke har nået at lære sine nye holdkammerater at kende, så har han fået et godt førstehåndsindtryk.
- Jeg synes, de er venlige og det virker til, at der er mange gode fyre her. Det tager tid at lære dem at kende, men jeg har tidligere spillet lang tid i Skandinavien, så jeg kender mentaliteten og hvordan tingene foregår, lyder det fra den serbiske angriber, der tidligere har spillet for både norske Haugesund, samt svenske Helsingborg og Malmø.
Djurdjic tilbragte sin første træning med Randers FC's fysiske stab, da han dels mangler nogle procenter før formen rammer 100 pct. og derudover døjer han med lidt småskavanker i lysken, som han pådrog sig i sin tidligere klub Partizan Beograd.
- Jeg har stadig nogle problemer fra Beograd, men jeg er langsomt på vej tilbage til træningen. Først individuelt og så håber jeg snart at kunne træne med holdet.
I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med den nye Randers-spiller Nikola Djurdjic.