Randers FC spillede igen uafgjort i træningskamp
Randers FC har nu spillet 1-1 og 0-0 i holdets to første træningskampe i år
Randers FC skulle lørdag i aktion mod Viborg FF. De to superligamandskaber mødtes i Randers til en træningskamp som forberedelse mod forårssæsonen.
Det var anden træningskamp efter årsskiftet for kronjyderne, der til dagens kamp havde valgt følgende elleve spillere til startopstillingen:
Frederik Due, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Joni Kauko, Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Marvin Pourié og Marcus Mølvadgaard.
Læs også
For de fremmødte i Randers var der ikke mange mål at glæde sig over. Kampens resultat blev nemlig helt som det startede, 0-0.
Bolden var ellers inde over Viborgs målstreg en enkelt gang, da Mayron George i slutningen af kampen brød igennem og sendte bolden i nettet. Desværre for Randers FC og Mayron George ville dommeren det anderledes og fløjtede i stedet frispark til Viborg.
Det blev ikke det store festfyrværkeri af en kamp i Randers, og kronjyderne har dermed ikke vundet nogle af deres træningskampe i vinterpausen indtil videre.
Læs også
Næste gang holdet skal i aktion, er det mod Vendsyssel FF, og det bliver sidste chance for at teste formen på hjemlige breddegrader, inden det igen går løs med Superligaen.
Foruden træningskampen mod Vendsyssel tager Randers-mandskabet på træningstur i februar.