Populær AGF-forsvarer er tabt for klubben
Midterforsvareren Thomas Juel-Nielsen drager efter blot tre måneder i AGF videre til Maccabi Netanya i Israel
AGF-forsvareren Thomas Juel-Nielsen skifter til Maccabi Netanya i den bedste israelske fodboldrække.
Den 27-årige midterforsvarer har underskrevet en etårig aftale med option på yderligere en sæson.
- Jeg er glad for at være kommet til Israel og en klub som Maccabi Netanya.
- Jeg venter nu på at møde de fans, som jeg har hørt så meget om. Jeg ser frem til en god og spændende sæson, siger danskeren til klubbens hjemmeside.
Thomas Juel-Nielsen blev hentet til AGF i slutningen af marts efter en uges prøvetræning.
Forsvarsspilleren var på det tidspunkt klubløs, efter at han ved årsskiftet fik ophævet sin kontrakt i svenske Falkenbergs FF.
I AGF's kamp i foråret for at sikre sig redning i Alka Superligaen var midterforsvareren en af de bærende profiler.
Læs også
Juel-Nielsens kontrakt med AGF gjaldt blot frem til udgangen af juni, og han skifter derfor på en fri transfer.
Maccabi Netanya vandt i sidste sæson den næstbedste række i Israel og sikrede sig dermed oprykning.