Landsholds-legenden Henning Enoksen er død

Efter længere tids sygdom er den tidligere danske landsholdsspiller og AGF'er Henning Enoksen død 80 år gammel

Foto: AGF

Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Henning Enoksen, som var med til at vinde OL-sølv i 1960, er død i en alder af 80 år.

Efter længere tids sygdom døde Henning Enoksen søndag aften. Han sov ind på et plejehjem, oplyser hans søn, Hans-Henrik Enoksen, til TV2 Sport.

Dødsfaldet skete dermed dagen inden, Henning Enoksen ville være blevet 81 år.

Venstrebenede Henning Enoksen dannede succesrigt angrebspar med Harald Nielsen, også kendt som Guld-Harald, på det danske landshold, der vandt OL-sølv i Rom tilbage i 1960.

Læs også Er Henning Enoksen århundredets spiller?

 I OL-semifinalen mod Ungarn scorede Henning Enoksen til 2-0 efter 76 minutter. Forinden havde Harald Nielsen gjort det til 1-0. De to angribere var også med i OL-finalen, som Danmark tabte 1-3 til Jugoslavien.

Den tidligere AGF og Vejle-spiller nåede at spille 54 kampe for Danmark, hvor det blev til 29 mål.

De 29 mål i rødt og hvidt gør Henning Enoksen til den spiller, der har scoret syvendeflest mål for Danmark nogensinde.

Fra 1957 og frem til 1961 spillede Henning Enoksen i Vejle Boldklub, hvor det blev til et dansk mesterskab i 1958. Fra 1962 til 1966 spillede han i AGF. Han stoppede karrieren i 1967.

Efter sin aktive karriere som fodboldspiller fortsatte han med at arbejde for Dansk Boldspil-Union (DBU), hvor han blandt andet fik indflydelse på træneruddannelsen i sit job som formand for træner- og uddannelsesudvalget. 

Læs også AGF-legende er gået bort

For ti år siden blev Henning Enoksen ramt af knoglekræft i skinnebenet, og han fik senere amputeret venstre ben. For få år siden fik han desuden konstateret demens.

Henning Enoksen efterlader sig konen Vibeke samt de tre børn Hans-Henrik, Dorte og Anne-Mette. Han skal begraves fra Grenaa Kirke tirsdag 4. oktober, skriver TV2 Sport.

Her er fakta om angriberen, der var med til at vinde OL-sølv med Danmark i 1960:

 Henning Enoksen
* Født 26. september 1935
* Død 25. september 2016
* Karriere som aktiv: Nykøbing Mors, Silkeborg, Vejle, AGF
* Debut på A-landsholdet: 15. maj 1958 i 3-2-sejr over Curacao i Aarhus (Enoksen lavede to mål)
* A-landskampe/mål: 54/29 fra 1958-1966
* OL-sølv i 1960 med Danmark
* Dansk mester i 1958 med Vejle
* Topscorer i 1. division i 1958, 1962, 1966

 

Arkivfoto fra 1966. Foto: Karl Nord - Scanpix