Her er Randers FC's bevis mod Aminis agent

TV 2 | ØSTJYLLAND kan i dag vise det stykke papir, der viser, at fodboldagenten Buddy Farah skylder Randers FC et sekscifret beløb

03:34

Fodboldagenten Buddy Farah er blevet et kontroversielt bekendtskab i Kronjylland i løbet af de seneste måneder. Først kom han med skarpe udtalelser på Randers FC-spilleren Mandla Masangos vegne, hvor han udtalte sin klients utilfredshed med at være i klubben.

Farah er også agent for australske Mustafa Amini, der i slutningen af juni skiftede fra Randers FC til AGF. Og dermed startede endnu en tvist imellem de to parter, idet Randers FC, mener at Buddy Farah skylder klubben et sekscifret beløb, der er en tilbagebetaling af et forudbetalt agenthonorar i forbindelse med Mustafa Aminis skifte.

Læs også Masango træner nu med i Randers igen

I et indslag i TV 3 SPORT-programmet Onside søndag aften, fortalte Randers FC-direktør Michael Gravgaard, at klubben nu hiver agenten i retten for at få sit tilgodehavende tilbage. Efter indslaget blev der læst et statement fra Buddy Farah højt i studiet, hvor han pure afviser at skylde Randers FC noget som helst. 

I dag kan TV 2 | ØSTJYLLAND så vise den aftale, der sort på hvidt viser Buddy Farahs underskrift i bunden af den aftale, som Randers FC og den libanesiske agent indgik, da Amini flyttede fra Randers til Aarhus.

- I min verden der er denne her aftale rimelig klar, og det er selvfølgelig også derfor, at Randers FC har indledt de her retslige skridt på at inddrive det her mellemværende, vi har, siger Michael Gravgaard, der tvivler på, at Buddy Farah har noget at komme efter, når han afviser at skylde kronjyderne penge.

- Det har jeg godt nok svært at se. Men det må tiden jo vise. For mig og for Randers FC er sagen rimelig klar. Vi har en underskrevet aftale, og den skal selvfølgelig overholdes, lyder det fra direktøren.

Randers FC-direktøren blev derfor også en smule forbløffet over at se Buddy Farahs afvisning  i tv søndag aften.

- Jeg var, ligesom mange andre Randers FC-folk, som kender de interne aftaler her i huset, noget overrasket over at se den melding i gårsdagens indslag i Onside.

Herunder kan du se en aftalen mellem Randers FC og Buddy Farah (og hans firma Benchmark Sports & Entertainment),  i sin fulde længde, oversat fra engelsk til dansk.

Aftalen mellem Randers FC og Buddy Farah

Angående handlen af Mustafa Amini fra Randers FC til AGF

RFC og AGF er blevet enige om vilkårerne for handlen af Mustafa Amini fra RFC til AGF, med det forbehold at Benchmark Sports & Entertainment tilbagebetaler 2/3 af det agenthonorar, der blev betalt, da MA (Mustafa Amini, red.) ankom til Randers FC.

Beløbet er i DKK [XXX.XXX] inkl. moms.

MA havde en 3-årig kontrakt med RFC, og RFC betragter dette beløb som en godtgørelse for de to år, som MA ikke fuldførte sin kontrakt i RFC.

Beløbet skal betales senest d. 15. juli 2016.


Michael Gravgaard
Adm. Direktør, Randers FC


Buddy Farah
Adm. Direktør
Benchmark Sports & Entertainment.

Hør hele interviewet med Michael Gravgaard i afspilleren øverst på siden. Michael Gravgaard er desuden gæst i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup, hvor han får selskab af AGF's direktør, Jacob Nielsen.