Fenger klar til fuld tid: Vil hjælpe til med clean sheet
Randers FC møder i dag kl. 13 OB på hjemmebane. Forsvarskrumtappen Mads Fenger ventes at være med igen efter karantæne og skadespause
Når Randers FC kl. 13 løber på banen til hjemmekampen mod OB fra det fynske, bliver det med meget stor sandsynlighed igen med anfører og forsvarsgeneralen Mads Fenger i startopstillingen. Han har været ude med først to spilledages karantæne og dernæst en lyskeskade. Nu er han helt klar igen.
- Jeg har arbejdet hårdt den sidste uge for at få formen tilbage. Det har været elendigt at sidde ude, og jeg har trippet for at komme i aktion og hjælpe til med en sejr og clean sheet, siger Mads Fenger til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Læs også
Han forsikrer om, at formen er opadgående, og han føler sig klar til alle 90 minutter mod OB. I den seneste pokalkamp mod HIK (som Randers vandt efter forlænget spilletid, red.) fik han blot en halvleg på banen.
- Det var aftalt på forhånd for at spare mig, fortæller Mads Fenger.
OB har spillet fint
Han skulle altså være fuldstændig skadesfri, men i stedet er der så flere andre Randers-profiler, der døjer med småskavanker. Brandur Hendriksson er formentlig definitivt ude, imens det ventes, at Johnny Thomsen og Viktor Lundberg bliver deres skader kvit.
- Deres skader er ikke alvorlige, lyder det fra cheftræner for Randers FC, Olafur Kristjansson.
Træneren ser med spænding frem til en forventeligt tæt kamp mod OB.
- De har kæmpet med at få resultaterne, men de spiller fint, og har været uheldige i nogle kampe. I sidste kamp (mod AGF, red.) fik de en sejr, og det er et hold og en trup med ambitioner om mere, siger træneren.
Randers FC ligger inden dagens opgør på sjettepladsen i Superligaen. OB er helt nede som nummer 13.
Læs også