Endelig skete det: AGF vinder igen en titel
Den aarhusianske klub måtte tage de tidl. stjerner i brug for at få et trofæ til pokalskabet
Lørdag vandt AGF den pokaltitel, man nok allerhelst ville have vundet i maj i Parken mod FCK. Det lykkedes som bekendt ikke, men så er det godt, at de ’gamle’ stjerner kan endnu. For det var nemlig de jyske pokalmesterskaber for oldboysspillere over 33 år, at AGF vandt med en sejr over vestjyske Skjern GF i finalen.
Med på holdet var AGF-koryfæer som Michael Nonbo, Henrik Jespersen og Uffe Jakobsen. På vejen til finalen havde også Thomas Thorninger og John Sandberg været en del af det vindende oldboyshold.
Læs også
I finalen var det især Uffe Jakobsen - der udover at have trukket i AGF-trøjen i begyndelsen af 90’erne nok mest er kendt for at eje flere restauranter langs åen og for nu at sidde i Aarhus Elites bestyrelse – som gjorde sig mest bemærket.
Angriberen scorede nemlig to af AGFs tre mål i 3-0 sejr over Skjern. Det sidste var et selvmål, som var med til at hjælpe AGFerne i gang i 1. halvleg. Skjern scorede også en enkelt gang i den rigtige ende, men det mål blev annulleret for offisde.
Med til finalen, der blev spillet i det vestjyske, havde AGF kun 11 spillere, men det var altså nok til at sikre sig sejren og pokaltitlen.
Efter slutfløjtet fik den dobbelte målscorer for AGF overrakt pokalen, som han straks meddelte skulle hjem til pokalskabet, som gennem en del år ikke har fået mange bidrag. Det seneste vigtige trofæ, 1. holdet hjembragte til Aarhus, var pokalen i 1996, man fik for at vinde DBUs pokalturnering.
Du kan se højdepunkter og målene fra finalen i videoen øverst i artiklen. Videoen er optaget af TV Midtvest.
AGFs hold i finalen
Flemming Kjær Jensen
Henrik Nielsen
Kenneth Rothly
Marca Kirstejn
Martin Fiszmann
Michael Nonbo
Morten Pedersen
Nikolaj Rasmussen
Steen Mølbye Jensen
Uffe Jakobsen
Kilde: DBU Jylland