AGF-træner vil slå Esbjerg både ude og hjemme
AGF har vundet de seneste tre ligakampe med en målscore på 7-0, og aarhusianerne jagter sejr i Esbjerg
AGF har hentet tre sejre i træk i Alka Superligaen, og træner Glen Riddersholm ser hellere end gerne, at det fortsætter sådan.
Søndag spiller AGF det første playoff-opgør mod Esbjerg, når de vigtige slag om eventuel nedrykning indledes i ligaens nedrykningsspil.
Hos AGF skræmmer sporene fra nedrykningerne i 2006, 2010 og 2014, men Glen Riddersholm afviser, at man vil forsøge at fedte sig til et resultat i søndagens udekamp i Esbjerg.
- Vi vil forsøge at angribe, som vi altid angriber vores udekampe. Vi jagter en sejr. Hvis vi kun tager til Esbjerg for at forsvare os med henblik på at hive 0-0 med hjem, risikerer vi at komme så meget på hælene, at vi pludselig ikke har noget modsvar, siger AGF-træneren til stiften.dk og uddyber:
- Det handler derfor om at tænke fremad, og vi skal være lige så initiativrige, som vi er lykkedes godt med i den seneste periode.
Læs også
Hos AGF er midtbanespillerne Elmar Bjarnason og Martin Spelmann ude med karantæne, mens Mikkel Rask og Alexander Juel Andersen heller ikke er til rådighed.
AGF har i de seneste tre ligaopgør i nedrykningsspillet besejret AaB, Silkeborg og Viborg.
Målscoren i disse opgør lyder på 7-0.
AGF tager imod Esbjerg i returmødet onsdag 17. maj i Aarhus.