Venstre: Hjemmearbejde og digitale møder sparer penge

Der er meget, vi kan lære fra coronanedlukningen og den lærdom skal vi tage med os, mener byrådspolitiker i Favrskov Kurt Andreassen.

01:54

Mens corona-pandemien lukkede hele Danmark ned, sad mange hjemme og arbejdede og fysiske møder blev i stedet holdt over nettet. På jobcenteret i Hadsten har det betydet, at alle de møder mellem borgere og ansatte, som tidligere var lovbestemt fysiske, har foregået over telefon og skærm.

- Det har fungeret rigtig godt,
siger Line Møller Kristiansen, der er arbejdsmarkedskonsulent ved Jobcenter Favrskov.

- Det har fungeret bedre, end jeg havde regnet med. Systemerne har kunnet følge med og det har kunnet lade sig gøre.

Læs også Efter plejehjemsafsløringer: Nu skal hele ældreområdet kulegraves

Sætte penge af

Og netop fordi, det har fungeret rigtig godt, så ser Venstre i Favrskov Kommune store muligheder i at lade nogle af initiativerne følge med ind i tiden efter corona. De har derfor foreslået, at der i kommunens budget for næste år bliver sat penge af til et digitalt task force, der skal komme med løsningsforslag baseret på corona-erfaringerne.

- Det giver fordele økonomisk og de penge, vi sparer der, kan vi bruge til noget godt, siger Kurt Andreasen (V) der sidder i byrådet i Favrskov Kommune.

- Rigtig mange kan arbejde hjemme og få et meget bedre familieliv ud af det. Jeg kan kun se fordele ved at gå i gang med det.

Læs også COVID-19 LIVE: Ny hjælpepakke til restaurationsbranchen på plads

Begrænset potentiale

Borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring (S) er åben for ideen om at bære nogle af de digitale erfaringer videre i kommunen efter epidemien. 

Men han ser potentialet i fordelene ved de digitale møder og hjemmearbejde som noget mindre, end byrådskollegaen Kurt Andreasen. 

- Vi kan godt effektivisere på sådan noget som mødeafvikling og vi kan spare noget kørsel og på den måde både tid og penge, siger Nils Borring. 

- Det er også bare sådan, at hvis man henter en hel eller en halv time for en medarbejder, så er det jo ikke noget, der udløser en sparret stilling.

Favrskov Kommune offentliggør budgettet for 2021 tirsdag den 1. september.