Fire gæs fundet uden hoveder
En gåseejer mødte et trist syn, da fire gæs havde fået revet hovedet af. Politiet hører gerne fra vidner.
En gåseejer i Futting ved Thorsø blev i går, onsdag formiddag, mødt af et trist syn.
Hovederne på fire af hendes fem gæs var nemlig blevet revet af og var ikke at se på marken, hvor de gik, og den sidste var forsvundet.
Den 29-årige kvindelige ejer af de fem gæs var ifølge politiets døgnrapport ude at se til dem ved 8-tiden om morgenen, og da hun ville se til dem igen ved 10-tiden, lå de fire af dem på marken uden hoveder, og den sidste var forsvundet fra stedet.
Læs også
Ifølge politiets undersøgelser er der er tale om en bevidst handling, hvor en eller flere gerningsmænd har rykket hovederne af gæssene.
Det er uvist, hvordan gerningsmanden/-mændene er kommet til og fra stedet, men der blev fundet et hul i hegnet, hvor de formentlig er kommet ind.
Ved du noget?
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set en eller flere personer ved landejendommen i tidsrummet fra kl. ca. 08.00 til 10.00 onsdag formiddag. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.