Trak i land med kæmpe prisstigning på varme: Nu er ny regning klar

I december lød den varslede stigning på 185 procent. Nu er Gudenådalens Energiselskab kommet frem til et noget andet tal. Det bliver dog stadig en stigning.

Det skabte chok blandt forbrugere i blandt andet Ulstrup, da Gudenådalens Energiselskab i slutningen af december meldte ud, at varmeregningen i år ville stige med 185 procent for et standardhus på 130 kvadratmeter.

Senere meldte bestyrelsen ud, at beregningerne var forkerte, og det kostede både den daværende formand, kasserer og direktør deres poster. 

Siden er der regnet på priserne igen, og nu skriver energiselskabet på sin hjemmeside, at man i stedet for de 185 procents stigning på et standardhus nu skal forvente 43 procent i stedet for i forhold til priserne i 2021.

Men hvordan kunne regnestykket gå så galt? Det svarer bestyrelsesformand Allan Krantz Jensen på.

- Det drejer sig om måden, driften blev sat op på. Det er hele grundlaget for varmeprisen. Vi skal hente besparelser på at optimere driften, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

I meddelelsen på hjemmesiden står der, at energiselskabet "med eksisterende udstyr og kompetente medarbejdere kan begrænse prisstigningerne til forbrugerne."

Ny måde at køre varmeværket på

Betyder det, at der ikke tidligere har været kompetente medarbejdere?

- Det er jeg ikke så meget for at sige. Men der er selvfølgelig en grund til, at vi skiftede direktør, formand og kasserer. Nu er der kommet en direktør ind, som kan optimere - selvfølgelig ikke alene, men sammen med dygtige medarbejdere.

Allan Krantz Jensen forklarer, at optimeringen af driften handler om, at man i højere grad vil kigge på, hvordan man smartest kan køre værket.

- Vi kommer til at kigge på priser hele tiden. Det kan ændre sig fra time til time, og så vil der være tidspunkter, hvor vi kører med varmepumper, og tidspunkter, hvor vi kører med gasmotorer. Der bliver virkelig noget at se til for driften, og det handler om at være vågen. Men der er virkelig noget at hente, konstaterer han.

Men hvorfor har det været nødvendigt at udtrykke mistillid og afskedige de tre nøglepersoner?

- Der har tidligere været et andet fokus på driften. Det har handlet om, hvordan de syntes, produktionen skal køre. Det bundede i måden, de har valgt at køre det på.

quote Der blev udtryk mistillid, så er det fordi, vi har ønsket en ny måde at se hele varmeværkets produktion på.

Allan Krantz Jensen, bestyrelsesformand

På en ekstraordinær generalforsamling 13. januar, valgte resten af bestyrelsen at udtrykke mistillid til nu tidligere formand, kasserer og direktør.

- Men der var intet dramatisk over det. De sad stadig i bestyrelsen, men valgte så efterfølgende at trække sig, siger Allan Krantz Jensen.

Kunne man ikke bare have bedt dem om at køre tingene anderledes? Har de ikke ønsket at lave det om?

- Det ved jeg snart ikke, hvad jeg skal sige til. Vi har i hvert fald ønsket... Der blev udtrykt mistillid, så det er, fordi vi har ønsket en ny måde at se hele varmeværkets produktion på.

Har der været uenigheder?

- Hvis du ikke synes, det står mellem linjerne, så kan du godt tilføje en linje om det.

Kan forbrugerne stole på, at de priser, I kommer med nu, holder?

- Jeg tør næsten ikke sige det, for hvis noget eksploderer ude i verden, så kan det komme til at påvirke folk. Men hvis vi ser bort fra det, så kan vi også holde den pris, vi er kommet med nu. Vi kommer forhåbentlig også til at kunne gøre det bedre, siger bestyrelsesformanden.

Glæde med forbehold

Da prisstigningerne blev varslet tilbage i december, regnede Thomas Vestergaard Kristensen, varmekunde i Ulstrup, sig frem til, at det ville koste 3.000 kroner mere om måneden at varme huset op. Da det stod klart, at varmesmækket ikke ville blive så alvorligt som først beregnet, udtrykte Thomas Vestergaard Kristensen over for TV2 ØSTJYLLAND glæde - men dog med forbehold.

- Selvfølgelig er jeg glad. Men jeg vil stadig sige, at om det er 185 procent eller 60 procent, så er der stadig mange, der vil komme i problemer, sagde han den 15. januar.