Stjal tagpap fra byggeplads

Tyve brød ind på folkeskole i Søften

I forbindelse med indbruddet på Præstemarkskolen stjal tyvene tagpap fra en byggeplads på skolens område. Foto: Colourbox

Det er lykkedes for en eller flere ukendte gerningsmænd at bryde ind på en folkeskole i Søften og senere forsvinde fra stedet med materialer fra en byggeplads.

Ifølge Østjyllands Politi brød tyvene i ly af mørket ind på Præstemarkskolen på Kvottrupvej.

Indbrudstyvene kom ind på skolen ved at knuse en rude. Da politiet modtog anmeldelsen, var det dog endnu uvist, hvilke tyvekoster de fik med sig derfra.

Sikkert er det dog, at gerningsmændene stjal ni paller med tagpap fra en byggeplads ved skolen. Hver palle vejer 800 kilo.

Politiet modtog anmeldelsen om indbruddet i går, fredag. Indbruddet fandt sted natten til fredag kl. 04.25.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på tlf. 114.