Spritbilist påkørte bil

68-årig kvinde sigtet for spirituskørsel

Foto: Colourbox

En 68-årig kvinde har formentlig i dag både fysiske og moralske tømmermænd. I går eftermiddag påkørte hun i beruset tilstand en anden bil. Uheldet skete kort før klokken 16 på Fredensgade i Hinnerup.

Ifølge Østjyllands Politi kørte den 68-årige kvinde ad Fredensgade. På samme gade bakkede en 37-årig kvindelig bilist ud og begyndte at sving til venstre ind på en parkeringsplads ved et indkøbscenter. Men hun kom ikke så langt.

For i samme øjeblik, hun svingede, forsøgte den spirituspåvirkede kvinde at overhale hende med det resultat, at den spirituspåvirkede kvindes bil bragede ind i venstre side af den 37-åriges ditto.

- Der er heldigvis ingen af dem, der er kommet til skade, så der er udelukkende tale om materiel skade, siger vagthavende ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at den 68-årige havde drukket så meget, at hendes promille var over det lovlige. Hun vil nu blive sigtet for spirituskørsel.