Projekt hjælper tosprogede
Uventet sidegevinst i stort Vestas-projekt
Vindmøllefabrikken Vestas har gennem flere år kørt Danmarks største ordblindeprojekt, og nu har der vist sig en uventet sidegevinst:
Udenlandske ikke-ordblinde ansatte har stor gavn af at deltage i ordblindekurserne, skriver Fagbladet 3F.
- Vores tosprogede har ligeså meget brug for danskundervisning, som ordblinde. De har fået stort udbytte af et hold med udelukkende tosprogede, hvor der har været 75 på kursus og mange flere venter, siger tovholder og 3F tillidsrepræsentant på Vestas Kaj Andersen.
For eksempel i afdelingen i Hammel, hvor der er en hel del asiater ansat, som har deltaget i kurserne.
- Vi vil jo rigtig gerne integrere tosprogede og det her en god måde at gøre det på, siger Kaj Andersen.
Deltagerne får undervisning og en IT-rygsæk med blandt andet en bærbar computer og ordprogrammer. Der er også et USB stik med ordprogrammer, som kan bruges på arbejdscomputer. Både på dansk og engelsk.