Politiet beder om hjælp til at finde 16-årig
Har du set 16-årige Qaasin Cumar Saciid?
Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde en 16-årig somalisk dreng, Qaasin Cumar Saciid, der sidst er set på sin bopæl i Hinnerup den 4. september.
Qaasin Cumar Saciid beskrives som 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Den 4. september var han iført blå jeans, sort dynejakke og sorte kondisko med hvid bund.
Politikommissær Peter Bay Jensen oplyser til tv2oj.dk, at politiet har efterforsket i sagen de seneste uger, men uden held.
Ifølge Østjyllands Politi færdes Qaasin Cumar Saciid normalt tæt på sit hjem i Hinnerup, og derfor beder politiet særligt borgerne her og i området ved Hadsten om at være opmærksomme.
Qaasin Cumar Saciid kan virke indadvendt og lidt tilbageholdende og sagde i ugen op til sin forsvinden, at han ikke havde det så godt, oplyser Østjyllands Politi, som blandt andet har søgt efter drengen i somaliske miljøer i Aarhus og København.
Har du oplysninger i sagen kan Østjyllands politi kontaktes på telefonnummer 114.