Mursten i stedet for pavilloner
Klar med penge til lille landsbyskole
Eleverne på den lille Hadbjerg Skole ved Hadsten får i fremtiden forbedret deres forhold, når de skal undervises i dansk, engelsk og matematik.
På grund af pladsmangel har skolens ledelse været nødsaget til at flytte flere klasser til fire midlertidige pavilloner, som har været opstillet på skolens område.
Nu er der dog chance for, at eleverne igen kan rykke indenfor.
Politikerne i Favrskov Byråd er klar til at bevilge mere end 13 mio. kr. til en ny bygning, som skal erstatte de fire pavilloner.
Derudover er det meningen, at skolens gamle og utidssvarende hovedbygning skal rives ned.
Som erstatning for pavillonerne og undervisningslokalerne i hovedbygningen skal der ifølge Favrskov Kommune opføres en ny tilbygning med blandt andet klasselokaler, specialklasselokaler, grupperum, medierum samt garderobe- og fællesfaciliteter.
De lokale politikere tager stilling til byggeriet på et byrådsmøde på tirsdag i næste uge.