Mindeløb for Chris Anker: - Hvis han kigger ned, tror jeg, han vil elske det

Op til 500 personer havde tilmeldt sig mindeløbet for Chris Anker Sørensen.

Lørdag mødtes motionscyklister fra nær og fjern i Hammel Cykle Klub for at mindes Chris Anker Sørensen.

Den 37-årige tidligere cykelrytter og TV 2-kommentator mistede sidste weekend livet efter en trafikulykke i Belgien.

Derfor blev Chris Anker Sørensen mindet og hyldet med et mindeløb i sin barndomsklub, hvor han startede sin cykelkarriere i 1997.

En af deltagerne var Jesper Dannerfjord, der selv er medlem af Hammel Cykle Klub.

- Det betyder rigtig meget for mig at køre det her løb, fordi klubben har betydet meget for mig igennem mange år, og jeg har også mødt Chris adskillige gange hernede, siger Jesper Dannerfjord til TV2 ØSTJYLLAND.

Mange har lagt blomster og andet ved cykleklubben for at ære Chris Anker Sørensen.
Mange har lagt blomster og andet ved cykleklubben for at ære Chris Anker Sørensen. Foto: Martin Herlevsen - TV2 ØSTJYLLAND

Selve ruten omtales som "Chris Anker-ruten", fordi den med sine mange bakker passede godt til den tidligere bjergrytter.

- Chris har haft stor betydning for Hammel Cykle Klub og Hammel, så vi vil gerne hylde ham som den personlighed og det menneske, han var, men også den dygtige cykelrytter han også var, siger Jesper Dannerfjord.

Ifølge bestyrelsesformand i Hammel Cykle Klub, Lars Toft Petersen, har løbet haft op imod 500 tilmeldte.
Ifølge bestyrelsesformand i Hammel Cykle Klub, Lars Toft Petersen, har løbet haft op imod 500 tilmeldte.

Hvad tror du, han ville tænke om det her arrangement?

- Jeg tror, han ville være stolt og glad. Hvis han sidder deroppe på en sky og kigger ned på os nu, så tror jeg, han synes, det er fantastisk, at vi er her. Han har givet folk så stor en lyst til at dyrke cykling og elske cykling, ligesom han selv gjorde, siger Jesper Dannerfjord til TV2 ØSTJYLLAND.

Fra cyklen til ekspert hos TV 2

Hammel Cykle Klub var arnestedet for Chris Anker Sørensens store kærlighed til cykelsporten. Og det var her, han lærte at give alt på cyklen.

Efter at have kørt for flere mindre hold i sine unge år skrev han i 2007 under med det daværende Team CSC-mandskab, hvor sportsdirektør Bjarne Riis havde set lyset i en ung Chris Anker Sørensen.

Der blev han i otte år, inden han skiftede til franske Fortuneo-Vital Concept og siden afsluttede karrieren hos danske Riwal Platform Cycling Team.

I sin karriere som aktiv cykelrytter nåede Chris Anker Sørensen at køre Tour de France fem gange med en kåring som løbets mest angrebsivrige rytter i 2012.

Efter sin aktive karriere skiftede Chris Anker Sørensen jobbet som cykelrytter ud med en plads i kommentatorboksen hos TV 2 Sport, hvor han har været en afholdt og respekteret kollega.