Landmænd vil give deres "dårlige" jord til naturen
Danmarks Naturfredningsforening og den lokale landboforening i Favrskov har lavet et nyt samarbejde, der skal redde Danmarks natur.
Som regel er landbruget og naturvenner arvefjender, men i Favrskov Kommune har noget fået dem til at ændre holdning.
Her har Danmarks Naturfredningsforening og den lokale landboforening lavet et nyt samarbejde, der skal redde Danmarks natur.
- Et landbrugserhverv, der ikke kan samarbejde med samfundet, har ingen fremtid, siger Christian Jensen, formand for Landboforeningen Kronjylland til TV2 ØSTJYLLAND.
Aftalen mellem Danmarks Naturfredningsforening og Landbrugets parter går kort og godt ud på, at landmændene skal dyrke de marker, der giver det bedste udbytte. De dårlige marker skal derimod overgå til naturen.
I udspillet skal op mod 100.000 hektar jord skifte ejer.
Hovedpunkterne i Fælles Løsninger
- 100.000 hektar landbrugsjord skal laves om til natur
- Mere sammenhængende naturarealer
- Sænke landbrugets klimabelastning med 10 procent
- Bedre og sammenhængende landbrugsarealer til den enkelte landmand
- Hensigtsmæssig regulering af ammoniak til fordel for natur og landbrug
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
Vil koste 1 mia. kroner
- Det kan ikke nytte noget, at vi bare står og råber. Vi er nødt til også at snakke sammen, siger Alfred Borg, der er formand for Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Favrskov Kommune.
- Alfred og jeg har en fælles forståelse, for at vi har nogle problemer, der skal løses, tilføjer landboformand Christian Jensen
Læs også
På nuværende tidspunkt mangler finansieringen af aftalen, der vil koste op imod en milliard kroner.
På et møde den 25. februar 2019 skal Favrskov Kommune og jordejerne finde ud af, hvor der eksempelvis skal være vådområder i stedet for.