Kylling eller kikærter? Kødfri dag er et indgreb i friheden mener byrådsmedlem
Endnu engang er forslaget om en kødfri dag i kantinen kommet på dagsordenen. Denne gang i Favrskov, og nu vil byrådsmedlem have borgerne til orde.
Favrskov Kommune har en plan. En klimaneutral plan. Fra 2050 vil den nemlig ikke længere udlede CO2.
Men med den målsætning kan det betyde, at al kød bliver taget af menuen i offentlige kantiner og institutioner en enkelt dag i ugens løb.
Den nye klimaplan indeholder nemlig et handlingskatalog med forslag til tiltag som på sigt kan reducere udledningen af drivhusgasser, og her er kødfrie dage et af de forslag.
Og det er ikke i orden ifølge byrådsmedlem Eva Damsgaard fra Dansk Folkeparti. Hun mener, at det forslag er et indgreb i den personlige frihed.
- Lige nu er vegetarretter et tilvalg, men på kødfrie dage vil der ikke være kødretter som tilvalg. Dér synes jeg, at selvbestemmelsen bliver indskrænket, siger hun.
Tag stilling til det
Byrådsmedlemmet ønsker, at borgerne skal tage stilling til forslaget og give udtryk for deres holdninger til det. Ifølge hende er det nemlig sundt at være skeptisk over for de kødfrie dage.
- Det er dem, der skal realisere det her. De er de vigtigste. Det er dem, der betaler prisen, siger hun.
Læs også
Hun fornemmer blandt sin egen omgangskreds, at forslaget ikke vil blive taget lige godt imod af alle.
Men står hun selv med valget om en vegetarret eller en kødret, er hun faktisk i tvivl om, hvad hun vil vælge. Hun har nemlig ikke selv noget imod både forslaget og vegetarretter.
- Det er et godt forslag, og det er nemt at sætte flueben ved, men det er nødvendigt at få noget mere viden omkring det, siger hun.
- Desuden kan den grønne bølge jo være farveløs i morgen.
Læs også
Kødfri dage er blot et af i alt 52 tiltag, der skal sættes i værk for at kunne nå klimamålene. Men først skal det altså i høring, så borgerne kan give deres besyv med på vejen mod en grønnere fremtid i Favrskov Kommune.
Bliver det en realitet, vil den obligatoriske vegetarret være på menuen fra 2023.