Kvinde stillede sig i vejen for røver: Blev skubbet omkuld
En kvinde forsøgte at stoppe røver ved at blokere butiksåbning. Hun blev skubbet væk, og røveren forsvandt
Gerningsmanden er stadig på fri fod, men politiet har en ret klar fornemmelse af, hvem han er.
Det er status efter et røveri i Ulstrup grundlovsdag.
Ved 16-tiden troppede en mand op hos Dagli'Brugsen på Hovedgaden. Østjyllands Politi oplyser, at manden afleverede en tipskupon til en medarbejder, som derefter gik hen til en computer lidt væk fra kassen.
Læs også
Manden rakte derefter hånden ind over kassen, åbnede den og tog en stak sedler derfra, hvorefter han hurtigt gik mod udgangen.
Her stod en kvinde, der havde overværet episoden. Hun råbte til manden, at han skulle stoppe og stillede sig i vejen i døråbningen til butikken.
Manden kvitterede ved at skubbe kvinden i brystet, så hun røg tilbage i butikkens vindfang. Manden løb ud til en parkeret bil og kørte fra stedet.
På baggrund af videoovervågning og vidneforklaringer har politiet en formodning om, hvem han er.