Købmand skal rives ned – her er de store planer for området

Der er planer om et helt nyt boligområde med tilhørende købmand i Voldum.

Nedrivning af den lokale købmand. Det lyder som endnu en skrækhistorie om en landsbys tilbagegang. Men det er faktisk ikke tilfældet denne gang. Tværtimod.

quote Det er ikke særlig kønt i dag, og den gamle asbestsilo er afskyelig og har skæmmet byen længe.

Holger Bjerregaard, formand, Voldum Lokalråd

I Voldum går dagligvarekoncernen Dagrofa med planer om at bygge en ny købmand, og en privat bygherre vil i samme område bygge otte parcelhuse og 14 rækkehuse.

- Der er brug for nye lokaler til købmanden, så lige nu er vi i forhandlinger med Dagrofa om, hvordan vi gør, siger ejeren af den nuværende købmandsbygning i Voldum, Lis Bilde, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er i dette område, at der er planer om en ny købmand og de nye parcelhuse og rækkehuse i Voldum. Det er ved Voldum-Rud Vej 17-19.
Det er i dette område, at der er planer om en ny købmand og de nye parcelhuse og rækkehuse i Voldum. Det er ved Voldum-Rud Vej 17-19. Foto: Favrskov Kommune

Vil inddrage borgerne

Planerne er nu så langt, at Planudvalget i Favrskov Kommune har fået dem fremlagt. Her har politikerne nikket ja til det videre arbejde.

- I oktober tænker vi at inddrage de lokale for at høre om deres tanker og idéer, og Dagrofa vil også meget gerne have borgerne med ind over skabelsen af den nye købmand, siger Lis Bilde.

VIDEO: I oktober 2020 var der hidsig debat i Voldum, fordi opholdsstedet Kanonen planlagde at oprette en ny afdeling i byen. De planer blev dog ikke til noget.

De eksisterende bygninger, hvor Min Købmand i dag befinder sig, er af ældre dato, og både erhvervslejemål og boliger er meget forsømte.

- Dagligvareforretningen er meget uhensigtsmæssigt indrettet med lagerlokaler etableret i den gamle silo. Indretningen medfører dårlige arbejdsbetingelser og en ikke optimal logistik i forretningen, lyder det fra Favrskov Kommune i bedømmelsen af lokalerne.

På denne illustration ses det, hvordan det nye område kan komme til at se ud.
På denne illustration ses det, hvordan det nye område kan komme til at se ud. Foto: Favrskov Kommune

'Har skæmmet byen'

Samme vurdering går igen hos lokalrådet, hvor formanden hilser de nye planer meget velkomne.

Ifølge ham har det i lang tid været et ønske fra de lokale at få området forskønnet.

- Det er så skønt, at der nu ser ud til at ske noget med bygningerne. Det er ikke særlig kønt i dag, og den gamle asbestsilo er afskyelig og har skæmmet byen længe, siger formanden for Voldum Lokalråd, Holger Bjerregaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Står færdigt i 2022

De lokale må så formentlig leve med nogle måneder uden en købmand, imens den nye og de omkringliggende boliger bliver bygget.

Ejeren Lis Bilde er dog optimistisk i forhold til, hvornår det hele kan stå færdigt.

- Det kommer det formentlig til at være i løbet af 2022, siger hun. 

I forgrunden ses her et forfaldent udhus i området. Det står til at blive revet ned. I baggrunden er en bolig, som bygherren ønsker at bevare.
I forgrunden ses her et forfaldent udhus i området. Det står til at blive revet ned. I baggrunden er en bolig, som bygherren ønsker at bevare. Foto: Favrskov Kommune