Indkøbscenter lå øde hen – nu kommer der igen en dagligvarebutik
Netto flytter ind som ny nabo til det forvandlede indkøbscenter i Hadsten.
Indkøbscentret i Hadsten har gennemgået en utrolig forvandling de seneste år, og nu kommer kulminationen på det hele.
I 2017 var centret nærmest forladt, og gode kræfter i byen satte sig for at skabe liv. Det fik man gjort ved at skabe Sundhedshuset, og nu er der mere godt nyt.
Læs også
Som umiddelbar nabo til centret åbner nu en ny stor Netto-butik.
- Jeg er rigtig glad. Visionen og drømmen er gået i opfyldelse. Vi får nu et helstøbt byområde som en slags Nordbyen, siger initiativtager til Sundhedshuset og apoteker Lars Persson til TV2 ØSTJYLLAND.
'Næsten for godt til at være sandt'
Han var en af hovedkræfterne bag forvandlingen, der begyndte fra bunden i 2017, hvor hans apotek og en boghandel nærmest var eneste tilbageværende i centret.
Derouten var begyndt året før, hvor dagligvarekæden Meny lukkede.
- At vi nu får en dagligvarebutik tilbage i nærheden af centret, er næsten for godt til at være sandt. Den vil give mere dynamik og skabe synergi, siger Lars Persson.
Det er Salling Group, som vil opføre en ny Netto-butik. Firmaet har købt sokkelgrunden på hjørnet af Vesselbjergvej og Skanderborgvej.
Kommer på parkeringspladsen
Købet glæder også borgmester i Favrskov, Nils Borring (S).
- Det styrker lokalområdet, og butikken vil være med til at give et daglig flow og forhåbentlig får endnu flere til at handle lokalt, siger borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Den nye dagligvarebutik bliver placeret på den nuværende parkeringsplads ned mod Vestjysk Bank på en 1.200 kvadratmeter grund.
Hele parkeringsarealet omkring den nye butik og Sundhedshuset Hadsten bliver i den forbindelse moderniseret og renoveret, så der bliver mere end 130 parkeringspladser i området.
Kigget efter ny placering i lang tid
- Vi har vurderet, at der vil være parkeringspladser nok, men det er selvfølgelig altid et dilemma, siger Nils Borring.
Favrskov Kommune inddrager noget af Hans Gadebergs Plads for at skabe flere p-pladser.
Salling Group har gennem længere tid været på udkig efter en ny placering til Netto i Hadsten, lyder det fra Klaus Bugge Andersen, seniorprojektchef i Salling Group:
- Den nye placering har alt, hvad vi har ledt efter: Nem adgang for vores kunder, gode parkeringsmuligheder og en stærk synergi mellem øvrige lokale funktioner så som apotek, fitness og bager.
Hvornår den nye Netto-butik står klar er endnu uvist. Der arbejdes lige nu på at lave en tidsplan.
Sundhedshuset Hadsten
- Det tidligere Hadsten Centret hedder i dag Sundhedshuset Hadsten.
- I januar 2016 lukkede supermarkedet Meny.
- I den følgende tid blev kundestrømmen kraftigt reduceret, og alle butikker på nær to valgte at flytte eller lukke.
- De butikker, som forlod centret, var: Smykkebutikken Anytime, Herretøjsbutikken Marcus, Hadsten Optik, Evita dametøjsbutik, Centerfrisøren, Kids Deluxe børnetøj og lingeributikken.
- Den senest flyttende butik var Bogormen, der nu ligger i Søndergade.
- Nye forretningsdrivende er siden kommet til. Der er blandt andet åbnet Fysioshoppen, en kiropraktisk klinik og et lægehus.
- I Menys gamle lokaler er åbnet et motionscenter.
- Også en bager med café er rykket ind i centret.
Kilde: Lars Persson