Hvem skal fyres - og hvem bliver?
Vestas-ansatte går nervepirrende uge i møde
30. jan 2012, kl. 07:46
Mere end 30 dage gammel
Hundredevis af ansatte på Vestas-afdelingerne i Randers, Hammel og Aarhus går i dag ind i endnu en uge med uvished om hvem, der bliver fyret.
Ifølge DR Østjylland begyndte forhandlingerne mellem tillidsrepræsentanterne og koncernens ledelse i mandags, og de kan fortsætte i mindst en uge endnu.
Uvisheden om, hvem der skal fyres, og hvem der beholder deres job, gør de ansatte frustrerede.
- De ved ikke, om de er købt eller solgt, og det giver selvfølgelig udslag i, at de har mange spørgsmål, og de er usikre på fremtiden, siger faglig konsulent i HK John Gram til DR Østjylland.
HK-konsulenten forventer, at der bliver sat navne på fyresedlerne senest i begyndelsen af februar.