Hunden Osvald hjemme igen efter 15 dage: - Jeg er virkelig målløs
Efter at have været forsvundet i 15 dage er Boston Terrieren Osvald hjemme igen - med blot få skrammer og to kilo lettere.
Det var enhver hundeejers mareridt, der blev til virkelighed, da hunden Osvald den 2. april blev forskrækket og stak af under et kursus for børn og unge i Dansk Kennel Klub-regi.
Læs også
Men lørdag - 15 dage senere - er han på mirakuløs vis hjemme igen i god behold.
- Jeg er helt målløs på den gode måde. Han er en selskabshund, og de er ikke egnet til at skulle ud og overleve i det fri, så vi er meget overraskede over, at han har klaret den ude i både frost, regn, slud og blæst, siger Osvalds ejer, Jesper Sambleben, til TV2 ØSTJYLLAND.
Artiklen fortsætter under billedet.
Til trods for de barske forhold har Osvald klaret skærene uden de store skader.
- Han er kommet hjem med tre skræmmer, og så er han blevet to kilo lettere. Det er imponerende, at sådan en lille selskabshund kan finde ud af at overleve 15 dage.
Stor opbakning til eftersøgningen
I forbindelse med hjemkomsten fortæller Jesper Sambleben, at han er meget taknemmelig for den store opbakning og hjælp, de har modtaget fra både nær og fjern.
- Vi har fået en masse henvendelser om, at han er blevet spottet, og der har været omkring 100 mennesker med ude for at søge efter ham. Jeg har ikke oplevet noget lignende, og jeg er meget taknemmelig over al den hjælp, vi har fået, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det var et opkald fra en landmand, der havde set Osvald i sin lade, der førte til, at Osvald kom godt hjem igen.
- Han fortæller, at han er 99 procent sikker på, at det er Osvald. Vi skynder os derhen og arbejder sammen om at få ham fanget ind, fortæller Jesper Sambleben.
- Efter noget tid kommer jeg tæt nok på, så jeg kan røre ham. Han ryster, men han bliver hurtigt rolig og springer op. Så græd vi alle sammen af glæde.
Til hurtigt tjek ved dyrlægen
Efter den glædelige genforening kørte de Osvald til dyrlægen, hvor han blev tjekket.
- Ud over nogle småskræmmer viser blodprøven, at han har det rigtig godt. Hans lever er dog lidt påvirket af at have sultet, men det skal nok gå i sig selv igen, siger Jesper Sambleben.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Så han har det super godt, og han er stadig den samme gamle Osvald. Nu skal han bare fedes op igen.