Helmig rocker på slottet
6.000 er inviteret til rock på Frijsenborg Slot
En rock-koncert på et slot for 6.000 mennesker. Det lyder som en stor mundfuld for en lille idrætsforening, men ikke desto mindre er det, hvad de frivillige i Hammel Gymnastik Forening netop nu er i gang med at arrangere på Frijsenborg Slot og Park.
I år er det Thomas Helmig, der skal sikre penge til gymnastikforeningen.
I dag var hovedpersonen så på vandring i slotsparken for at se, hvordan poppen passer ind på renæssanceslottet. Den aarhusianske musiker ser frem til at indtage den kommende rock-kulisse.
- Omgivelserne gør både noget ved publikum og bandet. Fællesoplevelsen af at stå i de her omgivelser og lave det, man allerhelst vil foran en masse glade mennesker. Det fås ikke meget bedre, siger Thomas Helmig.
Den udendørs slotskoncert finder sted grundlovsdag den 5. juni kl. 21.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.