Har sunget i kor i 75 år: Han bliver kaldt Hadstens sidste gentleman
Flemming Mortensen er fyldt 99, men er stadig en del af Hadsten Sangforening, hvor han mandag havde 75 års jubilæum.
Han bliver kaldt Hadstens sidste gentleman. Og en gudsbenådet sanger.
Flemming Mortensen er fyldt 99, og kroppen er måske ikke, hvad den har været. Men han er stadig frisk af sind.
75 års jubilæum
Flemming Mortensen har været en del af Hadsten Sangforening i intet mindre end 75 år. Noget der af formanden bliver kaldt enestående.
Læs også
Derfor overraskede foreningen Flemming med en helt særlig nål, der markerede jubilæet. Det skete til foreningens generalforsamling mandag aften.
- Jeg var meget overrasket. Selvfølgelig glædeligt overrasket. Jeg havde alligevel ikke troet, at de havde stillet så stort op, må jeg indrømme, siger Flemming Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Flemming er gennem årene blevet en vellidt mand i sangforeningen.
- Han er sindssygt lun og har en fantastisk humor. Og så er han en gudsbenådet sanger, siger Per Østergaard Nielsen, der er medlem af koret.
Gentleman til fingerspidserne
Og så er der selvfølgelig det med at være Hadstens sidste gentleman. For selvom man er fyldt 99, kan man stadig godt være dannet og taktfuld.
- Når vi har pigerne med, er Flemming i sit es. Han er meget gentle og opmærksom. Den cadeau skal han have, siger Per Østergaard Nielsen.
Læs også
Han bliver bakket op af et andet kormedlem, Mogens Fiilsø Nielsen, der for mange år siden også overtog Flemmings gamle barbersalon.
- Han er en gentleman til fingerspidserne på alle mulige måder, siger Mogens Fiilsø.
Selv mener Flemming Mortensen dog ikke, at der er noget særligt ved ham.
Læs også
- Jeg ved faktisk ikke om jeg er anderledes end andre mennesker, men jeg har i hvert fald befundet mig rigtig godt i Hadsten Sangforening, siger han.
Og lige præcis tiden i Hadsten Sangforening, har været en stor del af Flemmings liv. For som han selv siger:
- Hvad er for øvrigt et liv uden musik og sang?