Halmballer i brand ved nedlagt gård
Brandfolk forsøger at få slukket flammer og gløder
29. sep 2015, kl. 13:43
Mere end 30 dage gammel
Siden tirsdag middag har Favrskov Brandvæsen haft travlt med at slukke en gårdbrand nær Voldum.
Branden brød ud omkring klokken tolv, og status klokken 13.30 er, at der fortsat er brandfolk på stedet.
Ifølge indsatsleder Niels Freudendahl er flammerne opstået i nogle halmballer i en staldbygning.
- Det drejer sig nok om 20-30 kubikmeter halm, siger han til tv2oj.dk.
- Da vi nåede frem, var bygningen overtændt.
Udfordringen for brandfolkene er nu at få slukket de sidste gløder, der ligger og ulmer under halmstråene.
Indsatslederen vurderer, at branden vil være helt slukket tirsdag eftermiddag:
- Vi skal have vendt lidt rundt i det for at komme ind til gløderne, siger Niels Freudendahl.