Haller skal lave sund mad
I Favrskov Kommune skal der være et alternativ til pommes frites og pølser
Ofte står menuen på burgere og pommes frites i de østjyske idrætshaller. Men det vil man nu gøre noget ved i Favrskov.
Derfor var der i dag indkaldt til inspirationsdag her i Tungelund Aktivitetscenter i Thorsø.
Her skulle der eksperimenteres med sundere retter.
- Vi har valgt at sætte projektet igang, fordi vi gerne vil sætte fokus på sundere mad i idrætslivet, og samtidig vil vi gerne arbejde for, at der bliver et alternativ til pølser og pommes frites, siger projektleder Lotte Birk Godiksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Projektet hedder Jumpfood - og de nye retter er tænkt som et alternativ til de nuværende tilbud i cafeterierne.
Det handler om de små skridt og ikke at ændre det hele fra den ene dag til den anden:
- Jumpfood-konceptet har udviklet nogle rigtig gode opskrifter, som satser meget på velsmag og udseende - og burgeren blandt andet er rigtig populær. Og burgere er jo populære blandt unge mennesker, så jeg er sikker på, at det langsomt vinder indpas, siger Lotte Birk Godiksen.
Hør projektleder Lotte Birk Godiksen fortælle mere om initiativet i videoen øverst på siden.