Frygter snyd: Ægtepar fandt drømmeboligen - nu bliver de smidt ud

Et ægtepar er endt i et boligmareridt. Deres lejlighed er ulovlig og ikke godkendt til beboelse. Det vidste de ikke, og nu føler de sig snydt af udlejeren.

En helt nyrenoveret lejlighed og en perfekt placering tæt på ægteparrets yngste søn og barnebarn. Alt så lyst ud for Jørn og Jette Olsen, som for et år siden flyttede fra Sjælland til en lejlighed i Foldby i Østjylland i håbet om at tilbringe mere tid med familien. 

- Da vi så boligen første gang, vidste vi, det skulle være den. Derfor skyndte vi os hjem og overførte depositum, for udlejeren sagde, der var andre interesserede, siger Jørn Olsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det viste sig dog at være en uheldig beslutning. For lejligheden, som ægteparret nu er bosat i, er slet ikke godkendt til beboelse. Derfor er de nu blevet påbudt at flytte igen.

Jørn Olsen kalder lejligheden i Foldby for en drømmebolig. I et år har ægteparret boet i boligen, som nu viser sig at være ulovlig.
Jørn Olsen kalder lejligheden i Foldby for en drømmebolig. I et år har ægteparret boet i boligen, som nu viser sig at være ulovlig.

Adressen ikke findes

De første alarmklokker ringede, da parret i sin tid skulle registrere adresseændring. Og selvom det indledningsvis blev løst på papiret, skabte det en del undren.

- Vi får at vide af kommunen, at adressen ikke findes. Men den giver os en anden adresse på ejendommen, som er ledig, så vi tænker ikke yderligere over det, men undrer os over, at vi nu bor i nummer 28 og ikke 28C, som står på kontrakten, forklarer Jørn Olsen.

Ulovlig bolig

Men det skulle vise sig at blive mere mystisk.

Favrskov Kommune sender nemlig senere en skrivelse om, at parret skal fraflytte boligen. For den er, ifølge kommunen, slet ikke godkendt til beboelse. 

Faktisk bor de i det, der kaldes et udhus, og det er, ifølge kommunen, ikke lovligt. Jørn Olsen mener ellers ikke selv, at deres bolig ligner et udhus.

- Det ligner jo en helt almindelig lejlighed, siger han, mens han viser rundt i deres nuværende hjem, der både har køkken, badeværelse og tre værelser. 

Lejligheden bag Jørn Olsen ligner en helt almindelig lejlighed, og på intet tidspunkt har Jørn Olsen tænkt, at boligen var ulovlig. På grunden er der også placeret et vaskerum med separat vaskemaskine tilknyttet lejligheden, ligesom der findes en separat postkasse til boligen.
Lejligheden bag Jørn Olsen ligner en helt almindelig lejlighed, og på intet tidspunkt har Jørn Olsen tænkt, at boligen var ulovlig. På grunden er der også placeret et vaskerum med separat vaskemaskine tilknyttet lejligheden, ligesom der findes en separat postkasse til boligen.

Lettere forvirret nærlæser Jørn Olsen lejekontrakten. Og det bliver han ikke mindre forvirret af. For i kontrakten står der, at man kun må anvende lejligheden til beboelse, medmindre andet er aftalt, men der står også, at stedet ikke er godkendt til beboelse.

Det peger begge veje, mener han.

- Da jeg læser lejekontrakten igennem igen, kan jeg godt se, der står allernederst med småt, at lejemålet ikke er godkendt til beboelse. Samtidig står der i kontrakten, at lejligheden kun må bruges til beboelse. Det giver ikke nogen mening. Det er jo også kommunen, som er taget ved næsen, siger Jørn Olsen, med henvisning til, at Favrskov Kommune har givet ham en anden adresse, end den han har lejet. 

Flere tilmeldinger på adressen

Det er angiveligt ikke første gang, der er tilmeldt personer på ejendommen i Foldby, men hvor der, ifølge Favrskov Kommune, er uoverensstemmelser mellem antallet af mennesker og boliger. 

Det fremgår af en korrespondance mellem Favrskov Kommune og udlejeren, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.

quote Lejerne er prisgivet i de situationer, for der er ikke rigtigt mulighed for at sanktionere udlejerne.

Daniel Lundorff Schøler, jurist, Lejernes Retshjælp

Den 10. marts 2022 skriver kommunen i en mail til udlejeren:

- Han (Jørn Olsen, red.) er ikke den første, som er tilmeldt adressen, så det er ikke enestående tilfælde.

I korrespondancen, som sker i kølvandet på en skrivelse til udlejeren den 2. marts om netop Jørn Olsens sag, fremgår det også, at det efter kommunens opfattelse er udlejerens ansvar.

TIP os

Afslag på ansøgning

I skrivelsen fra den 2. marts 2022 fremgår det også, at kommunen i 2006 gav afslag på at bygge om, og at der, efter kommunens opfattelse, sandsynligvis er foretaget ombygning fra udhus til bolig.

Afslaget er, ifølge kommunen, stadig gældende, hvorfor 'boligenheden' er ulovlig. Det får Jørn Olsen til at spekulere i, om der reelt er tale om snyd.

- Det virker meget bevidst, siger han.

Hos foreningen Lejernes Retshjælp er netop lejemål, som ikke er godkendt til beboelse, bestemt ikke et sjældent syn. Men selvom lejere i princippet burde have ret til at få penge tilbage, så efterlader det, ifølge foreningen, dem også et vanskeligt sted retsmæssigt.

- Det ser vi ofte. Lejerne er prisgivet i de situationer, for der er ikke rigtigt mulighed for at sanktionere udlejerne, som udlejer de ulovlige boliger, siger jurist i Lejernes Retshjælp Daniel Lundorff Schøler. 

Her er udlejer Helle Kromannes svar på vores spørgsmål.

Lejernes Retshjælp mener, at udlejere, som gentagne gange udlejer en bolig ulovligt, skal kunne straffes. 

- Som det er nu, kan man godt sige, der er et hul i lovgivningen. Det kunne være, man skulle kigge på at give flere muligheder for at sanktionere, siger han. 

Påbud om at flytte  

Tilbage står Jørn og Jette Olsen med en skrivelse fra Favrskov Kommune om, at de skal fraflytte lejligheden. Også parrets udlejer har nu bedt parret om at flytte. 

- Jeg ved ikke, hvor vi nu skal hen. Jeg er så ærgerlig over det her, især fordi jeg ved, det har foregået igennem mange år. Det her er et hjem for os, siger Jørn Olsen. 

Jørn Olsen har svært ved at forstå, hvorfor hans bolig har sin egen postkasse, når han ifølge sin udlejer slet ikke må bo og have adresse i boligen.
Jørn Olsen har svært ved at forstå, hvorfor hans bolig har sin egen postkasse, når han ifølge sin udlejer slet ikke må bo og have adresse i boligen.

Ifølge Favrskov Kommune er der for nuværende ikke udsigt til, at boligen kan gøres lovlig, og derfor må ægteparret flytte. 

Hvorfor er kommunen ikke grebet ind noget før? Det er ikke første gang, der bor en lejer ulovligt på adressen?

- Det er en ejers ansvar, at en bygning ikke benyttes til en ulovlig anvendelse. Favrskov Kommune har i 2006 givet afslag på at ombygge og anvende udhuset på adressen til beboelse, siger Pernille Bugge, der er afdelingsleder i Byggesagsafdelingen i Favrskov Kommune. 

Udlejer nægter snyd

TV2 ØSTJYLLAND har i en uge forsøgt at få et interview med udlejer Helle Kromanne. Hun har ikke ønsket at stille op til interview, men forklarer skriftligt, at hun mener, at ægteparret er gjort bekendt med, at der er tale om et lejemål, der ikke er godkendt til beboelse.

- I forbindelse med drøftelser/forhandlinger om lejemålet er lejer fuldt ud orienteret om, at de ikke må bo og have adresse i lejemålet. Lejemålet må alene benyttes til opbevaring samt dagsophold, skriver udlejer Helle Kromanne.

Hun skriver desuden, at der er tale om en fejl, når der står 'lejlighed' i lejekontrakten i stedet for udhus. 

Det er denne passage nederst i lejekontrakten, som Jørn Olsen overser. I lejekontrakten står der dog også, at lejligheden kun må benyttes til beboelse. Forvirrende, mener Jørn Olsen.
Det er denne passage nederst i lejekontrakten, som Jørn Olsen overser. I lejekontrakten står der dog også, at lejligheden kun må benyttes til beboelse. Forvirrende, mener Jørn Olsen.

Den forklaring giver Jørn Olsen dog ikke meget for. 

- Hvorfor skulle jeg betale 35.000 kroner for at flytte ind et sted, jeg kun må være om dagen? Hvor skal jeg sove?

Til oktober skal parret være ude af lejligheden.

- Jeg finder mig ikke i det, så sagen kommer til at køre videre. Også for de mange andre, som er blevet snydt, for det er jeg sikker på, der er, siger Jørn Olsen.

Boligminister vil kigge på lovgivningen 

Ifølge Lejernes Retshjælp kan en udlejer i princippet politianmeldes, hvis denne udlejer en bolig, som ikke er godkendt. Men igen er der, ifølge foreningen, dårlige chancer for, at sagen kan følges til dørs.

Det får nu indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) til at åbne for, om der skal ses på lovgivningen.

- Jeg vil gerne se på, om det redskab er stærkt nok, eller om vi skal kigge på andre redskaber i lejeloven. For det er vigtigt, når udlejere, der gang på gang udlejer en bolig, som ikke er godkendt til beboelse, at vi har mulighed for at komme efter dem. 

For det er, ifølge ministeren, udlejers ansvar at sikre, at lejlighederne er godkendt til at bo i.

- Det er i hvert fald ikke lejers ansvar. Nu vil vi tage en drøftelse med kommunerne og organisationerne og finde ud af, hvor udbredt denne her problemstilling er, siger Christian Rabjerg Madsen.