Frygter for børnenes fremtid
Forældre begræder lukning af heldagsskole
Fremtiden er uvis for Mike Ellermann Gabriel og flere af hans skolekammerater.
Mike er skoleelev på Heldagsskolen i Houlbjerg, der tager imod børn, som har haft vanskeligt ved at klare sig i folkeskolen.
Og han er glad for skolen.
- Jeg synes, det er perfekt i forhold til de andre skoler, som jeg har gået på, siger Mike Ellermann Gabriel.
Men skolen skal lukke, da Favrskov Kommune har visiteret 10 af skolens 16 elever til andre tilbud uden at visitere nye elever til heldagsskolen i Houlbjerg efter sommerferien.
Og seks elever er ikke nok til at drive et skoletilbud.
Skolen har syv voksne lærer og specialpædagoger ansat til de 16 børn.
- Det vigtigste er, at de voksne er gode til at hjælpe herude, siger Mike Ellermann Gabriel.
Ditte Gabriel, der er mor til Mike, frygter, at han bliver en af taberne i Kommunens forsøg, på at få flere børn som hendes flyttet tættere på folkeskolen.
- Jeg er bange for, at han bliver træt af at gå i skole igen, som han var, før han kom her, og at han bliver ked af det, og at det går ud over det faglige, siger Ditte Gabriel.
Og hun er ikke den eneste forældre, der frygter, hvad fremtiden bringer efter sommerferien.
- Lucas er blevet en glad dreng og en dreng med en masse gåpåmod, som han ikke havde tidligere, siger Kenneth Hedevang, der er far til Lucas.
Lucas er ligesom Mike elev på Heldagsskolen.
Børnene har brug for forudsigelighed og trykke rammer i hverdagen, men lige nu er fremtiden uvis.
- Jeg har svært ved at tro på det. Det bliver aldrig det samme som her, siger Ditte Gabriel.
På trods af frygten for fremtiden er begge forældre indstillet på at møde den med et positivt sind.
Du kan se mere om skolelukningen i indslaget over artiklen.