Forsamlingshus ribbet for mad
Indbrudstyve spolerede festen
12. feb 2012, kl. 12:18
Mere end 30 dage gammel
Gerningsmændene til et indbrud i Hvorslev Forsamlingshus ved Ulstrup får ikke svært ved at invitere de nærmeste venner på aftensmad i de kommende dage.
Under indbruddet lykkedes det ifølge politiet en eller flere tyve at sjæle et større parti mad- og drikkevarer.
Tyvene kom ind ved at bryde en dør op. Derefter stjal de en kasse okseculotte, fem oksemørbrader, fem kalkunbryster og fire laksefileter fra forsamlingshusets køleskab og fryser. Det lykkedes dem også at stjæle tre kasser øl.
- Tyveriet fandt sted fredag aften eller nat. Det blev anmeldt til politiet lørdag morgen, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.