Fodboldklub raser: Vandaler ødelægger det for os
Hadsten Sports Klub har i weekenden fået stjålet i alt fem målnet, og det frustrerer og ærgrer klubbens næstformand
Selvhenter vil med stor sandsynlighed blive et yndet begreb i den lokale fodboldklub i Hadsten den kommende tid. Fem af klubbens fodboldmål har nemlig mistet sine net under et tyveri i påskeweekenden.
- Det er meget frustrerende. Vi bruger vores fritid på at holde tingene i orden, og så skal sådan nogle vandaler ødelægge det for os frivillige. Nu står vi med en udgift på 4-5000 kr. til nye net, siger næstformand i Hadsten SK, Henry Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har opgaven at kridte banerne op på Skovvangsvej i den østlige del af byen, hvor klubben hører til. Det var i forbindelse med det arbejde i begyndelsen af ugen, at han opdagede de manglende net.
- Først tænkte jeg, at det var da underligt, hvis nogen fra klubben havde pillet nettene ud, men så kunne jeg godt se, at den stang, der holder nettene i vores aluminiumsmål også var taget af, og at der nok var tale om et tyveri, forklarer Henry Sørensen.
Tidligere har Hadsten SK været udsat for lignende chikane, hvor de for år tilbage fik stjålet hele mål, og for nylig var der kørt bilræs på fodboldbanerne.
- Der er desværre nogen, som laver ballade for at irritere os. Det er virkelig frustrerende at skulle bruge sin energi på sådan noget, og tyveri af målnet er jo svært at gardere sig imod, medmindre man låser alle mål inde, siger næstformanden.
Læs også
At der i weekenden blev stjålet helt præcist tre målnet i 5-mandsstørrelsen, et i 7-mands og et i 11-mandsudgaven undrer klubmanden.
- At man er gået efter specifikke størrelser og et bestemt antal kunne tyde på, at man har stået med nogle mål, der har manglet nettene. Det virker mystisk, siger Henry Sørensen.
Hvis der er nogen, som ved noget om de stjålne målnet, hører Hadsten SK meget gerne frem dem.