Fido får fertilitetshjælp
Danmarks første fertilitetsklinik for hunde og katte
Dyrlægegruppen Frijsenborg starter Danmarks første fertilitetsklinik for hunde og katte. Klinikken ligger i Hinnerup og bliver udstyret med alt lige fra sædbank til fødestue.
Det skyldes en stigende efterspørgsmål:
- Folk kommer til os fra hele landet for at få hjælp til reproduktion, og derfor har vi fået behov for meget mere plads. Fra 2. maj samler vi vores arbejde med fertilitet og reproduktion i Hinnerup, hvor vi bygger om og ud, siger Susanne Rau, dyrlæge og direktør for Dyrlægegruppen Frijsenborg.
Venteværelse til katte
Hos den 250 kvadratmeter store klinik kan man både få hjælp til insemination, drægtighedsscanning, fødselshjælp, få lavet frostsæd eller brunstkontroller.
Der er også et særskilt rum til sædbanken, et ekstra konsultationsværelse, hvor man kan indlægge fødende tæver og et venteværelse til katte, så de ikke stresses mere end højst nødvendigt af at komme til dyrlægen.