Favrskov vil tilbage på erhvervs-sporet
Favrskov Kommune er gået tilbage i Dansk Industris vurderinger af erhvervsvenlighed
Dansk Industris seneste undersøgelse af de danske kommuners erhvervsvenlighed var en anelse nedslående læsning for Favrskov Kommune.
Her er man nemlig vant til at ligge blandt de bedste, men i 2016 er det anderledes. Her er Favrskov placeret som nummer 24.
I 2015 lå Favrskov Kommune nummer fem, og det har de senere år været en langt mere vanlig placering for kommunen.
Læs også
- Vi må konstatere, at DI-virksomhederne på nogle områder er lidt mindre tilfredse med vores indsats end i 2015. Samtidig kan vi se af undersøgelsen, at konkurrencen er skærpet. Selv på områder, hvor vi oplever en fremgang i tilfredsheden, placeres vi lavere end sidste år. Det er et signal om, at landets kommuner generelt bliver mere erhvervsvenlige, hvilket kun er positivt, siger borgmester Nils Borring i en pressemeddelelse.
63 virksomheder i Favrskov Kommune har svaret på tilfredshedsspørgsmålene fra Dansk Industri.
- Favrskov er med sin placering stadig i den bedste fjerdedel, men placeringen ændrer ikke på, at vi hele tiden bestræber os på at gøre det endnu bedre. I forhold til tidligere har vi denne gang fået nogle tilbagemeldinger, som vi konkret kan tage fat på – for vi vil fortsat være en seriøs, kompetent og dialogorienteret samarbejdspartner for erhvervslivet, siger Nils Borring.
Læs også
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at borgmesteren ikke er tilfreds med det fald i placeringen, som kommunen altså oplever.
- Vi har allerede aftalt at mødes med DI’s formand i Østjylland og administrerende direktør Steen Bødtker fra Expedit i Hadsten for at drøfte undersøgelsens resultater og finde veje til, hvordan vi igen bliver placeret i toppen af de kommuner, som præsterer bedst i forhold til DIs erhvervsklimaundersøgelse, siger Nils Borring.