Familie pynter op med 75.000 julelys – bruger tusindvis af kroner på strøm
Et hus i Grundfør lyser i den grad op i mørket. Beboerne mener, at det er elregningen værd at skabe glæde for de forbipasserende.
Du kan ikke undgå at se det ude fra vejen, hvis du kører forbi, når det er mørkt. Erik og Jette Schwartz' hjem i Grundfør ved Hinnerup er noget helt særligt på denne årstid.
De har nemlig taget juleoppyntningen til nye højder.
Læs også
Hele 75.000 lys i alverdens former og figurer pryder deres have og vejen ind til huset.
- Det startede for mange år siden med 16 lys på et juletræ, og så har det grebet om sig. Især efter LED-pærerne kom. De tager ikke så meget strøm og er billigere, siger Erik Schwartz til TV2 ØSTJYLLAND.
Tændt når det er mørkt
Han bruger i løbet af november tre uger på at sætte alt lyset op, så det står klar til, at børnebørnene kan tænde dem den 20. november.
Herfra er de tændt i alle døgnets mørke timer frem til den 6. januar.
- Vi gør det, fordi det er hyggeligt, og lysene skaber glæde hos os selv og dem, der kommer forbi, forklarer Erik Schwartz.
Er ikke helt billigt
På trods af det vil mange nok undre sig over, at nogen gør så meget ud af julen.
For det er ikke helt billigt. I alt bruger familien i Grundfør omkring 3.500 i strøm for at holde julelysene tændt.
- Men det er elregningen værd. Folk bliver vildt imponerede, når de ser lysene, og det er dejligt at høre. Vi gør det jo også for at glæde andre, siger Erik Schwartz.