Erstatter stue med bus: - Min datter reagerer ret voldsomt på det

De ældste børn fra Børnehuset Engen i Søften har fået en bus som erstatning for en stue. Børnene er på tur fire dage om ugen, og det vækker bekymring.

Op til fire dage om ugen sender Julie Uldum fra Søften sin datter, Luna, afsted på tur i bus sammen med børnehaven. Bussen er Lunas nye stue i børnehaven, og det betyder, at hun og de andre 24 børn kører til nye steder hver uge. 

Der er nemlig pladsmangel i børnehaven, og det har fået kommunen til at tænke kreativt. 

- Min datter reagerer ret voldsomt på det. Både ved sengetid og om morgenen spørger hun, hvor de nu skal hen med børnehaven. Det er første gang, jeg oplever, at hun ikke vil afsted, siger Julie Uldum til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hun og en anden forælder til et barn i Børnehuset Engen, Sanne Stokholm, råber nu op. De er bekymrede for, at deres børn ikke trives i at være på tur mange af ugens dage.

- Bussen kører forskellige steder hen. Det betyder, at der er stor variation i, hvor man kan spise sin madpakke, hvor man kan gå på toilettet, hvor man kan holde pause, eller hvor man kan lege. Det fylder meget, og det giver nogle bekymringer, som jeg ikke synes, et børnehavebarn skal have, siger Sanne Stokholm.

Akut pladsmangel i daginstitutioner i Favrskov Kommune

Favrskov Kommune har fået langt flere tilflyttere de senere år end ventet.

Kommunen forventede 122 tilflyttere i 2021, men det tal endte på 463. Dermed manglede der institutionspladser til 176 børn.

Sanne Stokholm (tv.) og Julie Uldum har begge børn, som reagerer negativt på den nye hverdag som barn i bus-børnehaven. De håber, kommunen vil bygge en større institution i stedet for.
Sanne Stokholm (tv.) og Julie Uldum har begge børn, som reagerer negativt på den nye hverdag som barn i bus-børnehaven. De håber, kommunen vil bygge en større institution i stedet for.

Hun mener, at børnene mangler en fast base, og at det er for turbulent for børnene at køre nye steder hen hver dag. 

quote Den mest optimale løsning er selvfølgelig, at man har en institution, der er stor nok til de børn, vi har.

Flemming Nørgaard (V), formand for Børne- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune

Fra daginstitutionen lyder det, at man forsøger at undgå at børnene er ude fire dage om ugen ved at sende børnene af sted i skift, men at tiltaget stadig er meget nyt. 

Flere busser på vej

På trods af, at tiltaget kun har kørt siden foråret, er der allerede indkøbt flere busser til andre børnehaver med trang plads i kommunen. TV2 ØSTJYLLAND har været med børnehavebørnene fra Søften på tur ved Romalt i Randers. 

Madpakkerne spiser de i bussen, garderoben med støvler og tøj findes også i bussen, og ellers er der fri leg på legepladsen, indtil bussen vender snuden mod Søften igen. 

quote Jeg vil gerne udstråle, at jeg står inden for det, jeg sender min datter afsted til, men det er jeg ikke længere sikker på, at jeg kan.

Julie Uldum, Søften

Ifølge Flemming Nørgaard (V), formand for Børne- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune, er busserne en god løsning på et aktuelt pladsproblem. Der er nemlig ikke flere penge til at bygge institutioner for, så bussen falder på et tørt sted. 

- Den mest optimale løsning er selvfølgelig, at man har en institution, der er stor nok til de børn, vi har, men det kan vi ikke honorere i øjeblikket. Så i de kommende år vil vi ikke bare se en, men flere busser som en ud af flere alternative løsninger, siger han. 

Kan man godt tilbyde femårige børn, at de kommer nye steder hen fire dage om ugen? 

- Det tror jeg godt, man kan, og jeg har fuld tillid til, at det pædagogiske er på plads, og at pædagogerne, uanset om de er det ene eller det andet sted, har en pædagogisk tilgang til at være her, siger udvalgsformanden. 

Alle børn har refleksvest på og en lille rygsæk med til turen. Hele dagen foregår væk fra børnehaven og i nye omgivelser.
Alle børn har refleksvest på og en lille rygsæk med til turen. Hele dagen foregår væk fra børnehaven og i nye omgivelser.

Han er dog lydhør overfor forældrenes bekymringer. 

- Jeg tror faktisk, der er så mange, som gerne vil med bussen, at skulle der være nogle forældre, som ikke ønsker, at deres børn skal med, så kan vi nok løse det, siger han. 

Var blevet lovet noget andet

I Søften sidder forældrene tilbage med en følelse af at være blevet lovet noget andet og mere, end det kommunen nu tilbyder deres børn. 

- Jeg vil gerne udstråle, at jeg står inde for det, jeg sender min datter afsted til, men det er jeg ikke længere sikker på, at jeg kan, siger Julie Uldum.

Indtil videre er det ikke fastlagt, hvor længe bussen skal være tilknyttet børnehaven i Søften, og planen er også, at busserne på sigt kan flyttes derhen, hvor der er allermest brug for dem, siger udvalgsformanden. 

Det undrer Julie Uldum, der kalder på mere forudsigelighed. 

- Det ville nok være en mere holdbar løsning bare at bygge en større institution, siger hun. 

261414-0bef25a5.jpeg
261414-0bef25a5.jpeg
partibogstav v
Venstre Favrskov kommune
Flemming Nørgaard
Født 30/1/1964 , politikommissær