Ekspert: K afgør valget i Favrskov
Selvom Venstres Anders G. Christensen er udråbt som favorit til borgmesterposten i Favrskov, kan Konservative komme på tværs.
TV 2 | ØSTJYLLANDs valgekspert i Favrskov Kommune, Erling Baastrup, spår et tæt løb om borgmesterposten i kommunen. Et løb, der kan blive afgjort af De Konservative.
- Den konservative gruppe er splittet. Nogle vil pege på Anders G. Christensen (V), og nogle vil måske pege på Nils Borring (S). Det kan blive rigtigt spændende i løbet af aftenen, siger Erling Baastrup.
Ifølge ham kan det være, at De Konservative vil straffe Anders G. Christensen, fordi partiet ved det forrige kommunalvalg blev sat udenfor indflydelse efter ellers at have sat næsen op efter borgmesterposten.
- Anders G. Christensen får formentlig brug for De Konservative for at samle et flertal, siger Erling Baastrup.